Hanne Bjørn-Klausen (K):  KL burde bekymre sig om mængden af fejl. I stedet går de per automatreaktion ud fra at borgerne kun vil snyde systemet

Hanne Bjørn-Klausen (K): KL burde bekymre sig om mængden af fejl. I stedet går de per automatreaktion ud fra at borgerne kun vil snyde systemet

10.07.2020




Kommentar af Hanne Bjørn-Klausen, MF for K (stedfortræder for Rasmus Jarlov) samt kommunalbestyrelsesmedlem i Herlev

SOCIALMINISTERIETS såkaldte ”Danmarkskort” fortæller det i korte træk: kommunerne fejler i mere end hver tredje sag på socialområdet. På børnehandicapområdet er det mere end halvdelen af sagerne – og problemet stiger år for år. I RÆSONs kommentarserie 8/7 spørger Monica Lylloff fra #enmillionstemmer: ”Handicapområdet er en skandale i det danske velfærdssamfund. Har KL taget magten fra politikerne?” Det er godt spørgsmål.

”Nåååå ja”, hører jeg hvert år forvaltningen og andre politikere i min egen kommune sige. ”Men det er jo KUN af de sager, der er anket. Kommunerne behandler jo masser af sager hvert år, som ikke bliver anket”. Sagen er bare, at stikprøver viser, at der blandt de sager, som borgerne ikke har klaget over, findes liges så mange fejl, ifølge en rapport fra Advokatsamfundet. Grunden til at der ikke bliver anket mange flere sager er, at de borgere, der bliver forkert behandlet jo netop ikke har masser af ressourcer, tid og overskud – heller ikke til at klage. Der er jo en grund til, at de har søgt om hjælp.

Det er stærkt bekymrende – og når jeg hører og møder handicappede og pårørende fortælle om deres oplevelser, så bliver jeg ærlig talt både vred, ked af det og flov over, hvordan vi tillader os at behandle familier, der i forvejen har det svært.

 

Når jeg hører og møder handicappede og pårørende fortælle om deres oplevelser, så bliver jeg ærlig talt både vred, ked af det og flov over, hvordan vi tillader os at behandle familier, der i forvejen har det svært
_______

 

DERFOR KOMMER SAGEN om Else, der får den værste behandling på et plejehjem i Århus, heller ikke bag på mig. Eller den handicappede pige, der døde i brandvarmt badevand. Desværre. Det er frygteligt, hvad der er sket. Lige så frygteligt er det, at man ikke lytter til de pårørende, når de på forhånd påpeger, at noget er galt. De er desværre ikke enkeltsager – jeg kan hurtigt hive en række lignende groteske sager frem fra kommuner rundt om i landet.

At KL og kommunerne godt ved det, bevises ved, at KL i forbindelse med økonomiaftalen for 2021 mellem kommunerne og regeringen nu har fået mulighed for at drøfte rækkevidden af Ankestyrelsens afgørelser. Hvorfor skulle KL have interesse i at blande sig i dette, hvis det ikke var fordi, kommunerne efterspurgte det? Hvis det ikke var fordi, man godt ved, at noget er galt?

Jeg hylder det kommunale selvstyre. Endnu mere hylder jeg, at loven skal holdes. Men jeg er også bekymret for, hvordan kommunerne efterhånden er blevet pålagt mere og mere – og dermed ikke har reelt selvstyre, men er administrationskontorer, der skal udføre en række opgaver, som der nødvendigvis ikke er 1:1 økonomi til. Som fx på handicapområdet.

 

At KL og kommunerne godt ved det, bevises ved, at KL i forbindelse med økonomiaftalen for 2021 mellem kommunerne og regeringen nu har fået mulighed for at drøfte rækkevidden af Ankestyrelsens afgørelser. Hvorfor skulle KL have interesse i at blande sig i dette, hvis det ikke var fordi, kommunerne efterspurgte det? Hvis det ikke var fordi, man godt ved, at noget er galt?
_______

 

POLITIKERNE MÅ HANDLE, lyder det alle steder fra. Politikerne må gøre noget. Jeg er kommunalpolitiker – jeg er også stedfortrædende folketingsmedlem. Jeg burde kunne gøre noget. Men jeg og andre råber forgæves, når flertallet af øvrige politikere siger,”det er bare en enkelt ulykkelig sag. Vi må ikke sagsbehandle”. For jo, der er politikere, der gerne vil gøre noget. Det er bare ikke det område, som hverken vælgerne eller medierne synes er mest spændende, før der kommer groteske sager som den om Else – eller den lille handicappede pige, der døde i brændende varmt badevand.

Det er svært at få øje på, hvad jeg kan gøre indenfor mit politiske råderum som kommunalpolitiker. Når jeg uddrager det principielle fra en enkeltsag – og stiller spørgsmål til forvaltningen i min egen kommune, så får jeg det ene plausible svar efter det andet. Når jeg sidder til udvalgsmøder og stiller spørgsmål, så får jeg både gode og empatiske forklaringer. Og når jeg spørger, hvorfor omgørelses- eller hjemsendelsesprocenten er så høj, så lyder svaret, at det er på grund af meget komplicerede sager.

Der findes mere end 63.000 sider lovtekst, som sagsbehandlerne skal finde rundt i – og ofte er der meget få sager, der minder om hinanden. Med andre ord kunne man også sige, de er ikke dygtige nok til at tolke loven. Men lige så vigtigt: De er ikke dygtige nok – og måske lidt for stolte – til at kommunikere med borgerne, som ofte godt selv kender loven og ved, hvad de har ret til. For det har deres interesseorganisationer hjulpet dem med at finde ud af. Det undrer jeg mig over, at sagsbehandlerne ikke lytter mere til. Men jeg må ikke sagsbehandle enkeltsager, så jeg får ikke svar.

Det er som om det offentlige Danmark har glemt, hvorfor de er til. De er nemlig skabt for at støtte de borgere, som har behov – ikke for at mistænkeliggøre og kontrollere mere end de hjælper.

 

Når handicappede borgere og deres pårørende er bange for at åbne eboks af frygt for de beskeder, der kan ligge fra kommunen. Når der kommer seks kommunale medarbejdere ud for at vurdere, om en 10 årig dreng med sklerose er vokset nok til, at han kan bevilges en nye kørestolspude til en værdi af 3.000 kr, så har vi som samfund spillet fallit på menneskeligheden
_______

 

NÅR HANDICAPPEDE borgere og deres pårørende er bange for at åbne eboks af frygt for de beskeder, der kan ligge fra kommunen. Når der kommer seks kommunale medarbejdere ud for at vurdere, om en 10 årig dreng med sklerose er vokset nok til, at han kan bevilges en nye kørestolspude til en værdi af 3.000 kr, så har vi som samfund spillet fallit på menneskeligheden.

Vi ville blive forargede, hvis en stor stærk part i en retssag fik lov til at diskutere principielle domme med en dommer. Men det er det, som KL nu har fået lov til – bifaldet af den siddende regering og de partier, som stemte for udligningsaftalen.

Det er bekymrende, at KL og kommunerne finder det nødvendigt. Det er jo et signal om at de ikke ønsker at overholde loven – men at tviste den til egen økonomisk fordel. Det har aldrig været intentionen med nogen lov. Hvis kommunerne og KL mener, at de ikke kan overholde loven, fordi det er for dyrt, så er det jo der, de må påvise overfor regeringen, at de har brug for flere penge – eller foreslå at ændre på loven.

KL burde jo være sit ansvar bevidst og bekymre sig om Danmarkskortets resultater – og sætte ind på at hjælpe kommunerne til at yde en bedre opgaveløsning. Men i stedet går man per automatreaktion ud fra at borgerne kun vil snyde systemet.

Vi har brug for at få menneskelighed, tillid og ordentlighed ind i det offentlige Danmark. Borgerne skal overholde loven – og må ikke snyde. Det samme skal gælde kommunerne. ■

 

Vi ville blive forargede, hvis en stor stærk part i en retssag fik lov til at diskutere principielle domme med en dommer. Men det er det, som KL nu har fået lov til – bifaldet af den siddende regering og de partier, som stemte for udligningsaftalen. Det er bekymrende, at KL og kommunerne finder det nødvendigt. Det er jo et signal om at de ikke ønsker at overholde loven – men at tviste den til egen økonomisk fordel
_______

 





 

Hanne Bjørn-Klausen (f.1972). Medlem af folketinget for Det Konservative Folkeparti, stedfortræder for Rasmus Jarlov. Kommunalbestyrelsesmedlemi Herlev Kommune [pressefoto]