Henrik Dahl: Kvinders harme over at blive snydt for løn og stillinger på universitetet er uden hold i virkeligheden

Henrik Dahl: Kvinders harme over at blive snydt for løn og stillinger på universitetet er uden hold i virkeligheden

27.09.2020




Kvinder har det ikke hårdere på universitetet end mænd. Tværtimod gives der konstant forlommer, og ledelserne lægger det ene fast track efter det andet ud til dem. Kvinder lever heller ikke i en verden, hvor der er en højere løn-tarif for mænd. De lever i en verden, hvor der er én tarif – men hvor man selvfølgelig får mindre, hvis man laver mindre.

Kommentar af Henrik Dahl, MF for Liberal Alliance

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets (UFM) rapport Mænd og kvinder på de danske universiteter. Danmarks talentbarometer 2019 (s. 82-85) er det sådan, at en god fjerdedel af ansøgere til forskerstillinger er kvinder (29 pct.), men at de til gengæld får en lille halvdel (46 pct.) af de opslåede job.

Det er der ikke nogen, der er bekymrede over, selvom køns-ulighed ofte påtales som problematisk. Tværtimod. Det lykkedes for presseafdelingen i UFM at sælge offervinklen på redegørelsen til Berlingske: Nye tal: Her er ti eksempler på skæv kønsfordeling på universiteterne, hed rubrikken i en artikel den 20. september.

 

Sandheden om sandsynligheden for, at mænd og kvinder får de forskerstillinger, de søger, er, at det er lettere at være kvinde, hvis man sammenligner det med at være mand
_______

 

Artiklen er det rene og skære mikrofonholderi for UFM. Blot for at nævne et enkelt eksempel af de ti, som artiklen lister op: Punkt 6 handler om, at andelen af kvinder i professorstillinger i Rumænien er lidt over 30 procentpoint højere end i Danmark. Men her er det jo helt oplagt at italesætte det såkaldte ligestillingsparadoks: At jo mere, man fjerner diskrimination og lønforskelle, jo tydeligere står forskellene på mænds og kvinders interesse frem i studie- og erhvervsvalg.

Selv denne oplagte mulighed for at komme med en minimal indvending mod UFM’s spin, forsømmer Berlingske. Der er ikke stillet så meget som et enkelt kritisk spørgsmål til ministeriets tal i hele artiklen.

Sandheden om sandsynligheden for, at mænd og kvinder får de forskerstillinger, de søger, er, at det er lettere at være kvinde, hvis man sammenligner det med at være mand. Det viser den omtalte rapport fra UFM på bl.a. side 84.

Alligevel går der mere kønspolitisk opmærksomhed til kvinderne end til mændene.
Den skæve rekruttering til studier, hvor der er en massiv overvægt af kvinder, får uendelig lidt opmærksomhed i forhold til den skæve rekruttering, hvor der er en massiv overvægt af mænd. På Aarhus Universitet bestemmer ledelsen, at der skal være kvindelige ansøgere i bunken før ansættelsesproceduren overhovedet kan siges at være formelt acceptabel. Og på Aalborg Universitet vil man udrense ord i stillingsopslag, der kan skræmme kvinder væk. Det drejer sig fx om ”analytisk” og ”kompetent”.

 

Grunden til dette er en helt udokumenteret tro på, at der er en fuldkommen jævn fordeling af mænd og kvinder inden for alle fag, der har den motivation og den interesse – kort sagt: det arbejdsmæssige drive – der skal til, for at klare sig og måske gøre karriere på universitetet
_______

 

Grunden til dette er en helt udokumenteret tro på, at der er en fuldkommen jævn fordeling af mænd og kvinder inden for alle fag, der har den motivation og den interesse – kort sagt: det arbejdsmæssige drive – der skal til, for at klare sig og måske gøre karriere på universitetet.

Antagelsen foldes ud i dette dokument fra ’Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning’ under UFM, hvor nedenstående figur indgår. Figuren bruges som argument for, at hvis man ikke ansætter kvinder i proportionen 50/50, vil universiteterne og samfundet gå glip af en vis mængde talent. Nemlig differencen mellem det blå og det røde areal, som viser henholdsvis andelen af mandlige og kvindelige professorer og ledere, og hvor en stiplede linje angiver en 50/50-fordeling.


Kilde: https://ufm.dk/forskning-og-innovation/rad-og-udvalg/tidligere-rad-og-udvalg/taskforce-om-kon-og-ligestilling-i-forskning/kvinder-og-kon-i-forskning/oplaeg-filer/hvorfor-flere-kvinder-i-forskning-tine-jess.pdf

Men figuren bygger på den implicitte antagelse, at alt andet altid er lige. Det vil sige, at der er præcis samme fordeling af mænd og kvinder med motivation og interesse inden for de enkelte fag. Hvis dette var tilfældet, er det klart, at forskellen på det blå og det røde areal er betænkelig.

Men spørgsmålet er, om der overhovedet eksisterer en sådan forskel inden for de enkelte fag? Det gør der jo kun, hvis der er præcis lige mange mænd, der er motiverede for og interesserer sig i det enkelte fag.

Den antagelse svarer ikke til helt banale observationer af, hvad mænd og kvinder frivilligt opsøger af emner, når de for eksempel læser en avis eller zapper gennem en tv-pakke med programmer om alverdens emner. Selvom det måske er en ubekvem sandhed, er kvinder typisk mere interesseret i mennesker end mænd, og mænd er typisk mere interesseret i ting, end kvinder er.

Der er i virkeligheden intet til hinder for, at figuren viser de 10 pct. mænd, der er mest interesserede i og motiverede for et givet fag – og andelen af kvinder, der er lige så interesserede og motiverede som de 10 pct. mest interesserede og motiverede mænd.

Det har taskforcen om køn og ligestilling tilsyneladende slet ikke undersøgt muligheden for. I stedet har man blot forudsat det, man egentlig burde bevise: At det blå og røde areal altid vil være lige stort, hvis man fx tager de 10 pct. mest interesserede og motiverede mænd og matcher dem med det antal kvinder, der har samme interesse- og motivationsgrad.*

 

Der kommer aldrig en jævn kønsmæssig fordeling af seerne til programmer om flystyrt eller konstruktion af meget store hængebroer
_______

 

Den fejlagtige kønsideologi
Ingen mennesker med praktisk sans og et praktisk ansvar for at levere indtjening, ville nogensinde spilde deres tid med noget tilsvarende. Der kommer aldrig en jævn kønsmæssig fordeling af seerne til programmer om flystyrt eller konstruktion af meget store hængebroer. Og det er totalt spild af tid at drømme om det. På samme måde, som det kun er meget verdensfjerne mennesker, der forestiller sig dagen, hvor lige mange mænd og kvinder vil se et program om brudekjoler eller en tv-serie om følelsesmæssige forviklinger.

Den kønsideologi, som siger, at forskelle i mænd og kvinders interesser skyldes patriarkalsk magtudøvelse, er med en meget høj grad af sandsynlighed forkert. Det har alle, der interesserer sig i sandheden, vidst siden Steven Pinker udgav bogen The Blank Slate i 2002, og siden Harald Eia lavede dokumentarserien Hjernevask i 2010.

Den sidstnævnte udsendelse dokumenterede med fyldige interview med en lang række forskere, at den officielle, norske kønsideologi – at der absolut ikke er nogen biologisk betingede forskelle på mænd og kvinders interesser og adfærd – er helt hen i vejret og uden nogen form for videnskabeligt belæg.

At tro, at mænd og kvinder er helt ens, når det gælder interesser og prioriteringer, med mindre en udefrakommende kraft forhindrer det, er det, man med et fint udtryk kan kalde socialdeterminisme. Det vil sige den naive – men ikke mindst blandt sociologer uhyggeligt udbredte – ide, at mennesket fra naturens hånd er helt og aldeles tomt for egenskaber. Men at det i løbet af opvæksten og tilværelsen generelt præges af udefra kommende faktorer, der tilsammen skaber en socialt konstrueret kønsidentitet.

Som den canadiske historiker Christopher Dummitt har beskrevet i en humoristisk, men dybt alvorlig, artikel, er den socialkonstruktivistiske kønsopfattelse et langt stykke ad vejen baseret på fup. Det fupagtige kommer ind, fordi den socialkonstruktivistiske kønsopfattelse aldrig stiller det helt oplagte modspørgsmål til sig selv: Kunne der være gode grunde til, at vi tager fejl?

Det eksempel, Dummitt selv bruger, er: Kunne man forestille sig, at den helt enorme mængde af beskrivelser, der fremhæver, at mænd er mere risikovillige end kvinder, ikke er en social konstruktion, men simpelthen en afspejling af, at det rent faktisk er sådan, verden er? At mænd er mere risikovillige end kvinder, er klart for alle, der ikke har gået på universitetet i ekstremt mange år. Det ville tage en evighed at caste et program som Jackass, hvis det kun skulle bestå af kvinder. Fordi det er uendeligt meget sværere at finde det antal jackasses, der er nødvendige for at fylde programmet ud.

 

Det er ulovligt at diskriminere, og derfor er det ikke sådan, at der findes to tariffer: En til mænd og en til kvinder
_______

 

Inden for universitetsverdenen savner vi i den grad mennesker, der stiller den samme type af spørgsmål, som Dummitt stiller. Kunne man forestille sig, at søgemønstrene til de forskellige fag er en afspejling af, at mænd og kvinder ikke er interesserede i de samme ting?

Den, der vil argumentere for, at mænd og kvinder ville være lige interesserede i alt, hvis de ikke blev undertrykt af patriarkatet, står med en langt tungere bevisbyrde end den, der vil argumentere for det modsatte. For i alle de sammenhænge, der er helt igennem frivillige, slår forskellene igennem: Der kommer aldrig en jævn fordeling af mænd og kvinder på tekniske museer, til speedway eller på Det Kongelige Teater.

Politisk set giver det langt mere mening at arbejde for noget ganske andet: At det bliver ligegyldigt, om specifikke fag er mere populære blandt mænd eller blandt kvinder – og det gælder selvfølgelig også universitetsverdenen.

Det kan man på alle de områder af arbejdsmarkedet, der er dækket af en overenskomst, sikre sig ved at sørge for, at lønnen er præcis den samme for mænd og kvinder.

Og det er præcis sådan, det danske arbejdsmarked er indrettet. Det er ulovligt at diskriminere, og derfor er det ikke sådan, at der findes to tariffer: En til mænd og en til kvinder. Når mænd inden for samme arbejdsområde ofte ender med at tjene mere end kvinder, er det – igen på det overenskomstdækkede område – fordi de er mere tilbøjelige til at tage opgaver, der udløser tillæg: Arbejde på skæve tidspunkter. Det er der intet odiøst i. Enhver kan nemlig opnå det samme resultat ved fx at tage en weekend- eller aftenvagt.

At det forholder sig sådan, blev allerede i 2010 dokumenteret udførligt af lønkommissionen. Som man kan se i gennemgangen af Lønkommissionens arbejde, er der en ganske ubetydelig, ”uforklarlig” forskel på mænds og kvinders løn, når man korrigerer for forskelle, der opstår ved forskellige tilbøjeligheder til at arbejde over, varetage specialfunktioner og så videre.

At der i Danmark findes et kønsopdelt arbejdsmarked, er så en anden sag. Inden for den offentlige sektor blev lønniveauet inden for de forskellige sektorer fastlagt allerede med tjenestemandsreformen i 1969. Der er sandsynligvis ikke nogen politisk vilje til at gå tilbage til den og genåbne diskussionerne fra dengang.

 

Ondets rod er den såkaldte ”genderfeminisme”. Det vil sige den fejlagtige ideologi, at kønsforskelle udelukkende skyldes patriarkalsk undertrykkelse
_______

 

Den farlige harme
I mine øjne er det mest ubehagelige ved UFM’s vellykkede plantning af offerhistorien om kvinder i Berlingske to ting.

Den første er, at den type af historier skaber en enorm harme i samfundet. Det vil sige en udbredt følelse af uretfærdighed og forurettelse. En sådan harme kan koge over og manifestere sig på den mest ubehagelige måde. Det bedste eksempel er de store optøjer i London i 2011. De begyndte som konkrete protester over politiets nedskydning af Mark Duggan, men hurtigt spredte de sig til store dele af byen og kom til at handle om diffus vrede mod ”systemet”. Da de anholdte blev fremstillet i retten, viste det sig, at mange havde en middelklassebaggrund, og i materiel forstand ikke noget at klage over i forhold til det britiske samfund.

Og hermed er vi ovre i den anden ubehagelige ting: Kvinders harme – som den fx kommer til udtryk i en række ”ligestillingsinitiativer”, der i virkeligheden er ”fordelsinitiativer” – over at blive snydt for stillinger på universitetet. Eller kvinders harme over en ”uforklarlig lønforskel på 17 procent”, der simpelthen ikke eksisterer og er en ren myte.

Kvinder har det ikke hårdere på universitetet end mænd. Tværtimod gives der konstant forlommer, og ledelserne lægger det ene fast track efter det andet. Kvinder lever heller ikke i en verden, hvor der er to forskellige løn-tariffer for mænd og kvinder. De lever i en verden, hvor der er én tarif – men hvor man selvfølgelig får mindre, hvis man laver mindre. Ligesom man får mindre, hvis man skaber mindre værdi eller er mindre uundværlig for sin arbejdsplads.

Ondets rod er den såkaldte ”genderfeminisme”. Det vil sige den fejlagtige ideologi, at kønsforskelle udelukkende skyldes patriarkalsk undertrykkelse, og som fx findes i det dokument fra UFM’s initiativ for flere kvinder i forskningen, jeg har linket til ovenfor.

Det, vi har brug for, er en fortsat lighedsfeminisme og en fortsat værdighedsfeminisme. Det vil sige en fortsat kamp imod diskrimination og en fortsat kamp for, at alle mennesker kan leve værdigt. Det vil sige uden angreb af nogen form på deres personlige værdighed og deres personlige grænser.

Den kamp fremmer man ikke, ved at manipulere med statistikker og gøre sig selv til offer – som UFM ved Berlingskes hjælp forsøger. Man fremmer den ved at skabe sammenhold mellem alle, der er modstandere af diskrimination og tilhængere af lige værdighed. ■

 

Det, vi har brug for, er en fortsat lighedsfeminisme og en fortsat værdighedsfeminisme. Det vil sige en fortsat kamp imod diskrimination og en fortsat kamp for, at alle mennesker kan leve værdigt
_______

 



Henrik Dahl (f. 1960) har siden 2015 været MF for Liberal Alliance og bl.a. sit partis ordfører for afbureaukratisering. Uddannet sprogofficer (i russisk), cand.scient.soc. fra Københavns Universitet, M.A. in Communications fra University of Pennsylvania samt ph.d. fra CBS. Forfatter til en række bøger.

*Teksten er præciseret efter udgivelse – den oprindelige formulering lød: “Der er i virkeligheden intet til hinder for, at figuren viser de 10 procent af mænd og kvinder, der er mest interesserede i og motiverede for et givet fag – men at der stadig er en difference mellem det blå og det røde areal. Det har taskforcen om køn og ligestilling tilsyneladende slet ikke undersøgt. I stedet har man blot forudsat det, man egentlig burde bevise: At det blå og det røde areal altid vil være lige stort, hvis man for eksempel tager de 10 procent mænd og kvinder, der har mest interesse og højest motivation.”

ILLUSTRATION: Henrik Dahl [Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto]