Kevin Eienstrand: Det økonomiske systems uretfærdighed har aldrig været tydeligere

Kevin Eienstrand: Det økonomiske systems uretfærdighed har aldrig været tydeligere

26.06.2020


De værktøjer, der tages i brug under økonomiske kriser, viser, hvordan erhvervslivet og samfundets top bliver opprioriteret politisk. Fremtidige kriser er uundgåelige, men ændrer vi ikke noget radikalt i vores økonomiske system, vil vi fortsætte ud over afgrunden. I stedet for at diskutere, hvornår vi kan vende tilbage til normalen, bør vi derfor diskutere, hvad vi egentlig ønsker at vende tilbage til.

Kronik af Kevin Eienstrand

Endelig kan vi igen komme i biograferne, tage til kamp på fodboldstadion og sætte os på en fortovscafé og drikke en kold øl i solen. Det mest af samfundet er genåbnet helt oven på corona-nedlukningen, og ‘normalen’ synes lige rundt om hjørnet.

Inden politiet dræbte George Floyd i Minneapolis, og protester mod systemisk racisme fyldte de amerikanske gader, havde corona-pandemien fremskyndet en økonomisk krise, som ifølge mange økonomer kunne blive langt værre end krisen i 2008. Alt imens verdens øjne var rettede mod USA – og med god grund – har aktiemarkeder på tværs af kontinenter dog fundet tilbage til deres høje niveau fra før nedlukningen.

Men markedernes genopretning er ikke tegn på, at krisen er ovre. Det viser snarere, hvor virkelighedsfjerne aktiemarkederne faktisk er. Millioner af mennesker er fortsat arbejdsløse efter at have mistet jobbet under krisen, og privatforbruget er trods en forsigtig stigning de seneste uger fortsat meget lavt. Alligevel er markederne på mystisk vis på vej mod nye rekorder.

Måske kan aktiemarkeder og økonomiske kriser synes uendeligt ligegyldige i lyset af den kamp mod århundreders undertrykkelse, som har udspillet sig i USA’s gader de seneste uger. Men de to ting er tæt forbundne, da diskriminationen af sorte i USA også viser sig i adgangen til arbejdsmarkedet, gode boligområder og uddannelse, og derfor manifesterer sig i økonomisk ulighed mellem sorte og hvide.

 

Fællestrækket for alle de folkeopstande, vi har set de senere år – klimaprotester i hele verden, protesterne i Frankrig, Hong Kong og nu USA – er, at de alle bærer tydeligt præg af klassekamp
_______

 

Fællestrækket for alle de folkeopstande, vi har set de senere år – klimaprotester i hele verden, protesterne i Frankrig, Hong Kong og nu USA – er, at de alle bærer tydeligt præg af klassekamp. De udsattes eller undertryktes opgør mod en elite, der ikke vil lade gode intentioner kompromittere økonomi eller erhvervsliv, og som ikke er villige til at kigge indad.

Samfundets top prioriteres
Under corona-nedlukningen var erhvervslivet og økonomien øverst på dagsordenen i den daglige debat, og demonstrationerne i USA var ikke mange timer gamle, før de første røster var ude for at fordømme demonstranterne, fordi der blev ødelagt butikker og lavet hærværk. Selvfølgelig må man demonstrere mod sin egen undertrykkelse, men man skal opføre sig pænt imens, må vi forstå.

Den ulighed, der gennemsyrer vores økonomiske model, er aldrig tydeligere end under en økonomisk krise. De værktøjer, der tages i brug under økonomiske kriser, viser utvetydigt, hvordan erhvervsliv og dermed samfundets top prioriteres politisk.

En lille uge inde i nedlukningen vedtog den danske regering sin første hjælpepakke til økonomien (læs: erhvervslivet), hvor tiltag for op mod 200 mia. kr. skulle sikre, at danske virksomheder ikke ville lide massedød under nedlukningen.

Alligevel har tusindvis af danskere mistet jobbet under krisen. Ifølge de seneste tal mistede 93.000 danskere jobbet i marts og april – over tre gange så mange som mistede jobbet i de to måneder hvor finanskrisen toppede i 2009.

 

Den samlede gruppe af milliardærer i USA er ifølge en rapport fra amerikanske Institute of Policy Studies på baggrund af data fra Forbes og Bloomberg blevet mere end 500 mia. dollar rigere siden corona-pandemiens begyndelse
_______

 

I USA er det endnu tydeligere. Også her har man vedtaget rekordstore hjælpepakker til erhvervslivet, mens over 45 mio. amerikanere er blevet arbejdsløse.

Samtidig er den samlede gruppe af milliardærer i USA ifølge en rapport fra amerikanske Institute of Policy Studies på baggrund af data fra Forbes og Bloomberg blevet mere end 500 mia. dollar rigere siden corona-pandemiens begyndelse. Det skyldes dels forskellige skatterabatter til de rigeste, som hjælpepakkerne i USA har indeholdt – senest et tiltag, der tillader ejerne af bl.a. ejendomsselskaber og hedgefonde at trække “corona-tab” fra i skat – men også det store fokus på at genoprette aktiemarkederne, da aktierne i høj grad ejes af samfundets top.

Tiltagene er skruet sammen efter ‘trickle-down’-teorien, som forudsætter, at mere velstand til samfundets top af sig selv vil ‘sive’ ned gennem samfundet og løfte de mindre velstillede. En teori, som mange økonomer og Den Internationale Valutafond har konstateret, ikke virker, ligesom manden bag teorien, David Stockman, selv har taget afstand fra teorien og den effekt, som den har haft på særligt den amerikanske økonomi. Alligevel er det fortsat grundlaget for en stor del af vores økonomiske politik.

Et godt eksempel herpå er frigivelsen af de danske bankers kontracykliske kapitalbuffer – en sikkerhedsopsparing, som man besluttede, at bankerne skulle have efter krisen i 2008. Formålet med at frigive bufferen og dermed omtrent 200 mia. kr. til bankerne var ifølge regeringen, at det skulle give bankerne større incitament til at låne ud til nødlidende, mindre virksomheder.

I stedet for selv at låne penge til nødlidende virksomheder, frigiver staten altså penge til bankerne, som så kan låne penge til virksomhederne – og selv tjene på det.

Socialisme for de rige, kapitalisme for de fattige, som man siger.

 

Nu hvor vi hastigt er på vej tilbage til ‘normalen’, skylder vi os selv at se på, hvilken ‘normal’ vi egentlig vender tilbage til. For virkeligheden er, at vores normal er et system – globalt såvel som nationalt – hvor jagten på profit får lov til at overskygge helt basale menneskelige behov
_______

 

Sørg for folket før økonomien
Formanden for Det Økonomiske Råd, Carl-Johan Dalgaard, og hans forgænger har begge udtalt, at direkte pengeoverførsler til borgerne er den mest effektive måde at genstarte økonomien på – især til de lavere indkomstgrupper, da de er mere tilbøjelige til at bruge dem.

Forslaget fra økonomerne lyder til forveksling som en slags midlertidig borgerløn. Et begreb, der gjorde sit indtog i dansk politik med Alternativet, men hurtigt blev affejet som urealistisk – og i øvrigt ikke godt for økonomien.

Vi ser det lige nu i Spanien, Japan og endda USA, hvor regeringerne har vedtaget hjælpechecks til borgerne. Noget, der særligt i USA var utænkeligt for bare et halvt år siden. I sit påskebrev i år slog også Paven et uventet slag for borgerløn, mens han samtidig talte om et behov for en ny måde at tænke økonomi og værdi på, hvor moral fylder mere end profit. Også den slovenske filosof, Slavoj Zizek, har i et nyligt indlæg i Information foreslået en form for borgerløn, men på globalt plan.

Regeringen herhjemme vedtog for nylig at sætte 1000 kr. ind på kontoen til alle på overførselsindkomst – et stykke fra Enhedslistens forslag om 10.000 kr. til de lavtlønnede, og endnu længere fra egentlig borgerløn, men dog en anerkendelse af behovet for også at sikre bunden af samfundet.

I den nuværende model er det sund fornuft, at amerikanske milliardærer tjener flere hundrede milliarder dollars under en krise, der samtidig koster 40 mio. almindelige amerikanere deres livsgrundlag. Alt imens det er utænkeligt og usundt at forestille sig et system, der sikrer alle mennesker det økonomiske grundlag for et værdigt liv. Det er svært at se fornuften – tværtimod synes det ekstremt, at menneskeliv ikke sættes før de rigestes mulighed for at forøge deres egne formuer.

Nu hvor vi hastigt er på vej tilbage til ‘normalen’, skylder vi os selv at se på, hvilken ‘normal’ vi egentlig vender tilbage til. For virkeligheden er, at vores normal er et system – globalt såvel som nationalt – hvor jagten på profit får lov til at overskygge helt basale menneskelige behov. Vi accepterer, at selv arbejdende mennesker i udviklingslande går sultne i seng alene af den årsag, at deres umenneskelige løn er med til at sikre aktionærer et andet sted i verden større profit.

Selv de mest venstreorienterede politiske partier i vores relativt socialistiske Danmark tillader ikke sig selv at tænke ud af kapitalismens rammer, som vi kender dem. Enhver ny måde at tænke økonomi på – som fx idéen om borgerløn – hvor en højere grad af økonomisk lighed er i fokus, bliver affejet; ofte ved at bliver sat i samme bås som Sovjetunionens kommunisme eller den latinamerikanske socialisme.

Faktum er dog, at hvis vi ikke ændrer noget radikalt i vores økonomiske system, hvor vækst og profit ses som nøglen til paradiset, fortsætter vi ud over afgrunden. Vi er løbet tør for værktøjer til at regulere kapitalismen, og fremtidige kriser efter helt samme mønster er uundgåelige.

I stedet for at diskutere, hvornår vi kan vende tilbage til normalen, bør vi i stedet diskutere, hvad det er, vi ønsker at vende tilbage til. ■

 

I stedet for at diskutere, hvornår vi kan vende tilbage til normalen, bør vi i stedet diskutere, hvad det er, vi ønsker at vende tilbage til
_______

 



Kevin Loumann Eienstrand (født 1990) er freelance journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Med en fortid på Dagbladet Børsen og Watch Medier har han de seneste tre år dækket erhvervsliv, økonomi og politik fra bl.a. Børsens Christiansborg-redaktion. ILLUSTRATION: Et blik over Shanghai i det østlige Kina ved nattetide, 1. november 2018 [foto: Chen Fei Xinhua / Xinhua / Ritzau Scanpix]

Redigeret af Christoffer Hentzer Dausgaard og Mads Justesen samt chefredaktionen