Kristian Leth fra New York: Ansigtsmasker i Danmark er et lille offer for at undgå en eskalering, der minder om dagligdagen her

Kristian Leth fra New York: Ansigtsmasker i Danmark er et lille offer for at undgå en eskalering, der minder om dagligdagen her

27.10.2020


Skolen er først begyndt igen for nogle uger siden her i New York og kun to dage om ugen. Børnene får taget deres temperatur på vej ind hver morgen, og de har selvfølgelig masker på hele dagen. De må ikke tage dem af, og de må ikke røre hinanden. Det er voldsomt at skrive, voldsomt at tænke over. Og nu er tallene så ikke længere under kontrol hjemme i Danmark, men tiltag som masker er det mindste, hvis Danmark skal undgå tilstande som i New York.

Essay af Kristian Leth

MASKERNE KOM fra folket, ikke fra politikerne. Da New York var i en decideret COVID-19-dødsspiral i marts, begyndte folk at gå med masker. Vi prøvede at undgå dem her i familien. De mindede os om zombie-film og hospitaler. De så uhyggelige ud. Det var som at give efter for angsten, pludselig at skulle have maske på, hver gang vi gik udenfor en dør.

Den følelse varede et par måneder, og så vænnede vi os til det. Børnene var de første til at omstille sig. Og egentlig var maskerne måske symbolske, men de var den mindste omstilling. New York satte ret hurtigt ind med en række tiltag, der var konsekvente og hårdhændede og havde til formål at stoppe en pandemi, som var ude af kontrol. Målet var at beskytte de dårligst stillede; dem, som var meget hårdere ramt end os, og blev alvorligt syge og døde.

 

Maskerne er ikke længere en uhyggelig advarsel. De er blevet et symbol på alle de andre måder, vores liv er anderledes på
_______

 

Disse tiltag er stadig i kraft nu, otte måneder senere. Sådan er vores dagligdag: Ingen biografer, ingen koncerter, ingen besøg til eller fra andre stater, ingen selskaber eller fester. Vi har en lille kreds på en håndfuld, som vi ser, og som vi stoler på, også er forsigtige. Børnene har to-tre venner, de ser. Personligt har det betydet otte måneder uden at kunne træne kampsport, otte måneder uden in person-besøg hos psykolog, otte måneder med børn hjemme hele tiden. Som i hele tiden.

Dette er intet imod de mange arbejdsløse, de, som har forladt byen, eller de, som er gået konkurs. Men det er et indblik i, hvad vi, de heldige, lever med.

Maskerne er ikke længere en uhyggelig advarsel. De er blevet et symbol på alle de andre måder, vores liv er anderledes på. Vi har ikke masker på for vores egen skyld, men for de udsattes skyld.

 

Brug af maske herovre er blevet synonymt med ens politiske overbevisning, hvilket giver mig endnu mere lyst til at rive masken af
_______

 

Pointen er, at det virkede. New Yorks tal har været lave og under kontrol siden juni. Byen har åbnet op for en række ting, restauranterne har stillet borde op på gaderne, så man må sidde udenfor, og legepladserne er åbne igen (gudsketakoglov).

Men maskerne er over det hele. De gik fra folkets initiativ til at være et direktiv fra staten. Og jeg har alle mulige problemer med masker stadig. De videnskabelige resultater er, så vidt jeg kan se, ret spredte og tvivlsomme, men siden vi generelt – både nationalt og internationalt – ikke har styr på COVID-19, så tager vi dem på. Eftersom det gør vores naboer og medborgere bange, når de ser folk uden masker, så tager vi dem på. Og der er så meget ny forskning hele tiden; et rekordstort antal nye rapporter og undersøgelser, der hele tiden rykker ved det, vi troede, vi vidste. At vi ikke er sikre på maskerne, gør det ikke dumt at tage dem på. Det gør det forsigtigt.

 

At vi ikke er sikre på maskerne, gør det ikke dumt at tage dem på. Det gør det forsigtigt
_______

 

OG SÅ ER DER den ulidelige politisering. Brug af maske herovre er blevet synonymt med ens politiske overbevisning, hvilket giver mig endnu mere lyst til at rive masken af. Jeg hader den slags monolitiske tankegang, jeg hader, at amerikanerne tror, at enhver diskussion af, om New York overreagerer, er et udtryk for Trump-sympati. Det er åndssvagt. Landet er polariseret, og begge sider ser deres holdninger som den objektive sandhed.

Bare det, at fortælle om Danmarks anderledes håndtering af COVID-19 og store indledende succes med den strategi, gør folk mistænksomme. Jeg har oplevet venstreorienterede, intellektuelle New Yorker-venner slå blikket ned og skifte emne, fordi den kognitive dissonans var for stor. Der var ikke plads i deres bevidsthed til at forholde sig til ideen om, at Danmark – et forbilledligt land for dem – ikke har påbudt brug af masker og har haft åbne skoler og butikker næsten siden begyndelsen.

Måske er forholdene bare for anderledes. New York blev ikke ramt så hårdt på grund af Trump: New York blev ramt så hårdt, fordi det er New York City. Verdens hovedstad med så mange tilrejsende fra netop Kina og Europa, de to første hotspots for virussen. Og fordi det er en vibrerende, tætbefolket, social storby, hvor halvdelen af alle måltider er fra restauranter. I Danmark krævede det en brøkdel af de samme tiltag, som blev vedtaget i New York, før smittetallene kom under kontrol.

 

Der var ikke plads i deres bevidsthed til at forholde sig til ideen om, at Danmark – et forbilledligt land for dem – ikke har påbudt brug af masker og har haft åbne skoler og butikker næsten siden begyndelsen
_______

 

NU ER DE IKKE under kontrol længere. Nu skal danskere til at vænne sig til masker. Pointen med det her skriv er måske: Maskerne er det mindste at leve med. Danmark er kommet relativt let gennem det her. At tage masker på – velvidende, at der er usikkerhed omkring virkningen – er et ret lille offer for at undgå en eskalering, der vil føre til noget, der bare minder om dagligdagen her.

Skolen er først begyndt igen for nogle uger siden og kun to dage om ugen. Børnene får taget deres temperatur på vej ind hver morgen, og de har selvfølgelig masker på hele dagen. De må ikke tage dem af, og de må ikke røre hinanden. Det er voldsomt at skrive, voldsomt at tænke over. Og jeg er personligt vildt kritisk overfor den strategi, når man ser på, hvordan skolegang håndteres i Europa. Men vi er taknemmelige, fordi det er en kæmpe forbedring efter syv måneders isolering i hjemmet. Min ældste datter går i en akademisk krævende high school, der ikke satte de faglige krav ned, men i stedet satte ind med seks timers hjemmeskole om dagen. Det var mentalt udfordrende for at sige det mildt.

Men det er ikke pointen lige nu. Pointen er, at New York har nogenlunde styr på det, og at vores tal har været lave siden juni. At det har virket. Og at det den næste tid med COVID er ukendt territorie: Vi ved ikke, hvordan vinteren vil påvirke den her virus. Vi ved ikke, hvornår det bliver lettere. Vi ved faktisk ikke særligt meget.

Jeg spurgte min træner i kampsport, hvornår han tænkte, at vi ville få lov at gå i gang igen. Han svarede: “Lige nu ved vi ingenting. Vi må tage det en dag ad gangen. Jo mere vi overholder reglerne, jo hurtigere får vi lov at åbne mere op. Men noget siger mig, at der måske bliver lempet på kravene efter den 3. november.” Tragikomisk pragmatisme. Det er der, vi er. ■

 

Pointen er, at det virkede. New Yorks tal har været lave og under kontrol siden juni
_______

 




Kristian Leth (f. 1980) er digter, musiker og forfatter. I 2018 skrev han bestselleren “Håb” (omtale hos forlaget). ILLUSTRATION: En kvinde iført ansigtsmaske venter på kunder i en sandwichforretning i Brooklyn, New York, 9. april 2020 [Foto: Alba Vigaray/EPA/Ritzau Scanpix]