Lars Aagaard:  Hvem skal betale, når forureneren – og dermed betaleren – forsvinder sammen med den grønne omstilling?

Lars Aagaard:  Hvem skal betale, når forureneren – og dermed betaleren – forsvinder sammen med den grønne omstilling?

22.09.2020




Selv hvis vi kan blive enige om, at forureneren skal betale mere af den grønne omstilling, har vi stadig en stor og alvorlig udfordring foran os: Det er nemlig uklart, hvordan statens indtægter sikres i takt med, at der bliver færre og færre, der forurener – og dermed betaler – når den grønne omstilling gradvist lykkes. Det efterlader et hul statskassen, der nødvendiggør en højere indkomstskat.

Kommentar af Lars Aagaard, adm. direktør, Dansk Energi

I 2030 skal vores CO2-udledninger være nedbragt med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990. Det må ikke koste på virksomheder og arbejdspladser, og ingen må blive fattigere. Det siger klimaloven. Og den opgave lægger et vist pres på os alle.

Løsningen indbefatter som et helt centralt element en stor grøn skattereform. Det har Folketinget besluttet en sen nattetime i slutningen af juni, da partierne enedes om en klimaaftale. Og forslaget skal på bordet, inden Dronningen holder sin nytårstale.

Så vi har travlt.

 

CO2-afgifter er slet ikke nogen varig løsning for finansieringen af velfærdsstaten på lang sigt: Lige så gode CO2-afgifter er til at stoppe afbrænding af olie, gas og kul, lige så dårlig er de til varigt at fylde statskassen
_______

 

En grøn skattereform skal med rå økonomi guide borgere og virksomheder mod det grønne valg, væk fra sort energi og væk fra fossile biler. Det skal være dyrere at brænde kul, olie og gas af. Det skal blive mindre attraktivt at købe en diesel- eller benzinbil og mere attraktivt at købe en grøn bil drevet frem af el eller brint. Det lyder da nemt, ikke?

Øg afgifterne på det, vi vil have mindre af, og lad pengene herfra dække det hul, der opstår i statskassen, når vi opkræver lavere afgifter på det grønne, som vi gerne vil have mere af.

Men så nemt er det desværre ikke. Sådanne tiltag vil ikke kun ramme socialt skævt, når fx de billigste benzin- og dieselbiler stiger i pris, og når energiregningen stiger for dem, der ikke har noget alternativ til fossilt brændsel. De vil også markant udfordre erhvervslivets konkurrencekraft, og arbejdspladser vil gå tabt. Men måske vigtigst af alt er CO2-afgifter slet ikke nogen varig løsning for finansieringen af velfærdsstaten på lang sigt: Lige så gode CO2-afgifter er til at stoppe afbrænding af olie, gas og kul, lige så dårlig er den til varigt at fylde statskassen.

Men udfordringen stopper ikke her. I dag får vi ca. 60 milliarder i indtægter fra beskatning af fossile biler og fossil energi. Og forestiller vi os, at vi sætter os på hænderne og når klimalovens 70-pct.-mål uden at ændre det nuværende skattesystem, vil statskassen i år 2030 miste ca. 28 milliarder kroner i indtægter fra beskatning af fossile biler og -brændsler i takt med, at det fossile forsvinder. Det er penge, vi i dag bruger på folkeskole, ældrepleje, sygehusvæsen, infrastruktur – altså på velfærd og det serviceniveau, vi er vant til.

Det går naturligvis ikke. Derfor er ”at gøre ingenting” med skattesystemet ikke en mulighed. Det viser elbilkommissionens rapport med al tydelighed. For grønne biler vinder frem, og fossil energi erstattes af grøn el, og det giver et hul i statskassen.

 

En højere CO2-afgift annullerer så at sige sig selv over tid – fordi en CO2-afgift får forureneren til at forsvinde. Jo højere afgift, jo hurtigere bliver skiftet fra sort til grønt, jo hurtigere forsvinder forureneren. Og dermed betaleren
_______

 

Forureneren betaler
Et populært slogan i tiden lyder, at ”forureneren skal betale” – og for mange rimer det på, at det skal være dyrere at forurene, og at den grønne omstilling skal betales af forureneren. Den, der udleder meget af den klimaskadelige CO2, skal betale mere end den, der udleder mindre CO2. Det gælder for borgere såvel som for virksomheder. Vi kommer derfor ikke uden om, at CO2-afgiften skal sættes op. Vel at mærke uden at gøre nogen fattigere og uden at svække virksomhedernes konkurrenceevne.

Men en højere CO2-afgift løser ikke det grundlæggende problem med hullet i statskassen. En højere CO2-afgift annullerer så at sige sig selv over tid – fordi en CO2-afgift får forureneren til at forsvinde. Jo højere afgift, jo hurtigere bliver skiftet fra sort til grønt, jo hurtigere forsvinder forureneren. Og dermed betaleren.

Få er uenige i, at en CO2-afgift er et effektivt klimaredskab til at fremskynde den grønne omstilling, men som varigt indtægtsgrundlag for velfærdsstaten er den utilstrækkelig. Der er brug for varige indtægter der kan lukke det hul i statskassen som 70-pct.-målsætningen vil skabe.

Hvad så med bilerne? Kan vi ikke bare beskatte dem hårdere? Nej. Kommissionen for grøn omstilling af personbiler med Anders Eldrup i spidsen har klart peget på, at vi ikke på ansvarlig facon kan lappe så stort et hul i statskassen ved at lægge højere afgifter på benzin- og dieselbiler. De er i forvejen beskattet ud over grænsen for, hvad der er samfundsøkonomisk fornuftigt, og med tiden forsvinder de fra vejene og erstattes af de klimavenlige elbiler, som hverken kan eller skal bære samme høje afgift. Problemet her er det samme: Forureneren, og dermed betaleren, forsvinder.

Beskatning af grøn energi, da? Det er heller ikke en brugbar løsning. Beskatning af grøn energi vil skæppe minimalt i kassen frem mod 2030 – om overhovedet. Hele ideen er jo at guide energikunder økonomisk til at vælge grøn el, biogas, brint mv., og så må man naturligvis sætte afgiften på de energiformer på et lavere niveau. Når det gælder afgiften på el, ligger den oven i købt så højt, at den bør sættes ned. Ellers forsinker vi den grønne omstilling og kan ikke overholde klimaloven.

 

Faldet i statens indtægter skal derfor kompenseres gennem højere beskatning af noget andet
_______

 

Flyt beskatning til brede skattebaser
Vi står derfor med en stor og alvorlig udfordring som en samlet grøn skattereform skal løse. For selv hvis vi kan blive enige om, at forureneren skal betale mere af den grønne omstilling, har vi stadig et udestående. Det er nemlig uklart hvordan statens indtægter sikres, i takt med, at der bliver færre og færre, der forurener, fordi den grønne omstilling forhåbentlig er lykkedes.

Svaret på den udfordring kræver, at hele skatteopkrævningen kommer i spil – med mindre, der er vilje til at finansiere det ved et mindre offentligt forbrug. Intet tyder dog på, at dét skulle vinde genklang bredt i Folketinget og sikkert heller ikke bredt nok i befolkningen.

Faldet i statens indtægter skal derfor kompenseres gennem højere beskatning af noget andet.

De fleste ansvarlige økonomer vil pege på det, de kalder ”brede skattebaser”, for her kan man kræve skatter ind med færrest udfordringer og med mindst økonomisk skade på den samlede økonomi. De brede baser omfatter fx moms, boligskat, selskabsskat og indkomstskat.

På den liste vil et klimabidrag i tillæg til de eksisterende indkomstskatter på bundskatten gøre mindst ondt på det danske samfund, fordi det giver færrest afledte negative konsekvenser.

Det er en bitter pille at sluge. Men det er nødvendigt. For lykkes det ikke at sikre stabile offentlige indtægter som led i klimarejsen, vil alt for mange insistere på at blive tilbage på perronen i protest – og end ikke en klimatosse kan overtale dem til at tage med.

Et klimabidrag på lidt under 1% på bundskatten vil række langt, og det vil kunne designes socialt ansvarligt, hvis vi samtidig sænker afgifterne på bl.a. den grønne el, vi alle bruger i vores hverdag, og hvor alle derfor får gavn af en sænkelse.

Topskatten vil nogen sikkert også pege på. Men her er udfordringen, at den er så samfundsøkonomisk skadelig, at den er en virkelig ineffektiv måde at fylde statskassen.

Vi skal løse tre problemer – nu
Vi er stadig meget langt fra målet om at reducere vores CO2-udledninger med 70 pct. i 2030. Selv med den klimaaftale som et flertal af Folketingets partier indgik den 22. juni, skærer vi kun 3,4 millioner ton CO2, hvor vi har brug for at skære 20 for at nå målet. Så noget skal gøres, og det skal gøres nu.

Vi er mange der tager klimakampen alvorligt og opfatter 70-pct målsætningen som bindende – og det er vores pligt at tage hul på, og være åbne for, den svære diskussion om, hvordan vi skal finansiere det offentlige forbrug på en ny måde.

 

Topskatten vil nogen sikkert også pege på. Men her er udfordringen, at den er så samfundsøkonomisk skadelig, at den er en virkelig ineffektiv måde at fylde statskassen
_______

 

Lad os derfor få en samlet grøn skattereform, der løser de tre store problemer, vi slås med:

1) Giv danskerne et incitament til at fravælge fossile brændsler – øg CO2 afgiften, men beskyt de konkurrenceudsatte virksomheder

2) Giv danskerne incitament til at fravælge benzin- og dieselbiler og i stedet købe en el- eller brintbil – elbilerne skal have lav registreringsafgift, direkte tilskud frem mod 2025 og ladeinfrastrukturen skal udbygges.

3) Giv statskassen sikkerhed for de fremtidige indtægter ved at ændre balancen på det, som kommer fra beskatning af biler og energi til beskatning af de brede skattebaser – især skat på lønindkomst.

Vi har fire måneder til at sætte rammerne for den grønne omstilling og for vores fremtidige grønne skatte- og afgiftssystem. Lykkes det, vil vi have taget et vigtigt skridt mod at nå 70-procent målsætningen. Lykkes det ikke, skubber vi problemerne foran os.

Det fortjener hverken danskerne, dansk erhvervsliv eller klimaet. ■

 

Giv statskassen sikkerhed for de fremtidige indtægter ved at ændre balancen på det, som kommer fra beskatning af biler og energi til beskatning af de brede skattebaser – især skat på lønindkomst
_______

 



Lars Aagaard (f. 1967) har været adm. direktør i Dansk Energi siden 2009.