Lars Aslan: Identitetspolitikken kommer til at smadre centrumvenstrefløjen, hvis ikke vi siger stop

Lars Aslan: Identitetspolitikken kommer til at smadre centrumvenstrefløjen, hvis ikke vi siger stop

07.08.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Hvis man – ligesom jeg – tilhører centrumvenstrefløjen og er optaget af sammenhængskraften i samfundet, af miljø og klima og af kampen mod ulighed, ja, så skal man til at sige fra overfor den identitetspolitik, som nu føres for fuld kraft. Medmindre man altså gerne vil have, at de borgerlige partier genvinder regeringsmagten.

Af Lars Aslan Rasmussen, ligestillings- og indfødsretsordfører (MF, S)

IDENTITETSPOLITIKKENS problem er, at den er tyranniserende, bedrevidende og primært føres af folk i den kreative klasse, der i deres egen selvgodhed elsker at føle sig krænket på andres vegne.

Der er masser af eksempler. Senest har vi set episoden omkring navneændringen af ”eskimo-isen”. Pludselig måtte man forstå, at ordet ”eskimo” var et enormt krænkende og racistisk udtryk, der skulle fjernes omgående. Virksomheden ”Hansen Is” fortalte, at de havde fået utroligt mange henvendelser fra folk, der følte sig krænkede. Og man kunne se i debatspalterne rundt omkring, hvordan diverse venstreorienterede debattører greb chancen og hylede med i krænkelseskoret. De samme mennesker har næppe nogensinde gjort noget for at hjælpe oprindelige folk eller taget initiativ til at forbedre livsvilkårene for grønlændere i Danmark. Men navnet på en is? Det orker de lige at forholde sig til mellem deres to kopper caffe latte.

Helt komisk blev det forleden, da diskussionen ellers tilsyneladende var overstået, og Grønlands tidligere landsstyreformand, Lars Emil Johansen, kunne fortælle, at han var stolt af at være eskimo. Ups… Det er altid lidt ærgerligt at være krænkelsesparat på andres vegne, når de ikke selv føler det samme.

 

Fælles for de diskussioner, der rejses, er for det første, at de fjerner alt fokus fra de væsentlige problemer, der faktisk eksisterer i samfundet
_______

 

MEN ESKIMOISEN er bare seneste eksempel på en endeløs perlerække af symbolpolitiske emner som aldrig kommer til at stoppe og som desværre fjerner fokus fra de reelle problemer, der er i Danmark. Vi har set de værste eksempler i udlandet og især i Sverige, men herhjemme har vi også oplevet dødssyge diskussioner om, hvorvidt man må synge ”Den danske sang er en ung blond pige”, om man må holde mexicansk temafest på universitetet, om der skal være både en mand og en dame i lyskrydsene, eller om der skal være kønsneutrale toiletter osv. osv.

Fælles for de diskussioner, der rejses, er for det første, at de fjerner alt fokus fra de væsentlige problemer, der faktisk eksisterer i samfundet. Man bekæmper ikke racisme ved at forbyde folk at klæde sig ud på en bestemt måde til en fest. Man får ikke mere ligestilling i hjemmene og på arbejdspladserne ved at ændre symbolerne i lyskrydsene. Og udfordringerne for seksuelle minoriteter løses ikke ved at ændre toiletforhold.

For det andet føres krænkelsesdebatten fjernt fra den brede del af befolkningen. Den er elitær, og det er de samme navlepillende mennesker, der rejser de samme endeløse debatter, hvor de bliver krænket på andres vegne. Tænk engang over, hvor få mennesker med grønlandsk oprindelse, der deltog i debatten omkring eskimoisen; hvor få latinamerikanere, der deltog i debatten om den mexicanske temafest; og hvor få minoritetsdanskere, der deltog i debatten omkring sangen om den unge blonde pige. Dem, der fører an i krænkelsesdebatten og den rædselsfulde kultur, den fører med sig, tilhører den privilegerede klasse i Danmark, som ynder at debattere med sig selv.

DER ER KLART reelle problemer med racisme i Danmark. Især i islamiske miljøer og på den ekstreme højrefløj, men det er ikke noget stort problem blandt den store del af befolkningen. Og vi bekæmper i hvert fald ikke racisme ved at komme med alverdens obskure identitespolitiske udmeldinger. Det samme gælder på ligestillingsområdet, hvor løngabet mellem mænd og kvinder eller den skæve kønsmæssige fordeling på mange uddannelser næppe bliver bedre ved at sætte fokus på intetkøn i passet eller på antallet af kvindelige symboler i trafiklysene

For det tredje er identitetspolitikken totalitær i sit udtryk. Folkene bag ideologien synes selv, at de – pga. deres moralske overlegenhed – sidder inde med den absolutte sandhed, som andre bare skal acceptere. De har svært ved at indgå kompromisser og mener selv, at de er bedre mennesker end deres modstandere. Derfor minder identitetspolitikken på dette punkt om kommunismen og fascismen i sin totalitære opfattelse af, at der kun er en sandhed, som alle andre skal underlægge sig.

 

Jo mere plads, centrumvenstre giver identitetspolitikken, jo mere mister vi helt traditionelle arbejdervælgere
_______

 

JO MERE PLADS, centrumvenstre giver identitetspolitikken, jo mere mister vi helt traditionelle arbejdervælgere. Fordi de med gode grunde er optaget af langt mere jordnære ting som sikkerhed på jobmarkedet, pensionsalder, vores daginstitutioner, ældrepleje osv. Identitetspolitikken snakker ned til dem og fjerner fokus fra alle væsentlige områder, der berører helt almindelige mennesker.

Derfor er det afgørende nødvendigt, at centrumvenstre siger klart fra nu. Ellers ender vi med, at magten kommer til at ligge hos de borgerlige i rigtig mange år.

DET VAR PRÆCIS DET, der skete i 00´erne, fordi vi ikke havde forstået, hvor mange af vores traditionelle vælgere, der lå et andet sted end os på udlændingepolitikken. De oplevede problemerne ved det multikulturelle samfund hver eneste dag, mens en elite førte en debat om globaliseringens fortræffeligheder – og var enige om, hvordan alle, der ikke kunne se det samme som dem, var småracistiske og uintelligente.

Det samme kan ske nu, hvis ikke vi på centrumvenstrefløjen straks får udskilt os fra alt, hvad der handler om identitetspolitik.

Vi må ikke begå samme fejl igen – dén, hvor vi stopper med at interessere os for almindelige menneskers problemer og udfordringer og i stedet lader en lille gruppe selvretfærdige elitære mennesker sætte en identitetspolitisk dagsorden igen og igen. En dagsorden, der udskammer folk – og som betyder, at den offentlige samtale fortaber sig i ligegyldigheder udelukkende for at tilfredsstille et smalt segment af krænkelsesparate offertyper, der ingen følelse har med den virkelige verden og de virkelige problemer, vi står overfor. ■

 

Vi må ikke begå samme fejl igen – dén, hvor vi stopper med at interessere os for almindelige menneskers problemer og udfordringer og i stedet lader en lille gruppe selvretfærdige elitære mennesker sætte en identitetspolitisk dagsorden igen og igen
_______

 

Lars Aslan Rasmussen (f.1978 på Nørrebro i København). Uddannet speciallærer. Medlem af Borgerrepræsentationen fra 2005-2016 og valgt til Folketinget i 2016, hvor han er ligestillings- og indfødsretsordfører [pressefoto]



 

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her