Mickey Gjerris: Statsministerens blinde tillid til teknologiske løsninger er et svigt af det klimamandat, som hun fik ved valget

Mickey Gjerris: Statsministerens blinde tillid til teknologiske løsninger er et svigt af det klimamandat, som hun fik ved valget

20.09.2020




Mette Frederiksen har nu flere gange udtalt, at løsningen på klimakrisen skal findes gennem teknologiudvikling. Men det svarer til at satse på at ville betale sin husleje med næste uges Lotto-gevinst. Vi kan ikke bare vente på og have tillid til, at der pludselig dukker en teknologi op, som løser det hele. I stedet skal vi igennem hidtil usete samfundsforandringer og en transformation af vores forestilling om det gode liv, hvis vi skal gøre os håb om at nå målet fra Paris-aftalen.

Kommentar af Mickey Gjerris

I 2018 udgav FN’s klimapanel en rapport om konsekvenserne af en temperaturstigning på henholdsvis 1,5 °C og 2 °C i 2100 i forhold til før-industrielt niveau. Rapporten tegner et bekymrende billede af fremtiden, selv hvis det skulle lykkes verdens lande at komme i mål med Paris-aftalen fra 2015. Selv ved ”kun” 1,5 °C stigning vil vi opleve hyppigere og voldsommere vejrfænomener, koralrevene vil være truet af udryddelse, der vil blive øget mangel på fødevarer og drikkevand, økosystemer vil bukke under og verdenshavene vil stige til fare for de mange millioner mennesker, som lever i kystområder. Ved 2 °C stigning vil problemerne forværres yderligere.

Temperaturen er allerede steget ca. 1 °C og rapporten anslår, at med de nuværende indsatser på klimaområdet vil vi nå de 1,5 °C allerede i 2040. I den årlige rapport fra FN’s Miljøprogram om afstanden mellem målene i Paris-aftalen og de løfter, som landene har afgivet på klimaområdet fra 2019 anslås det, at selv hvis landene opfylder de løfter, som er afgivet, vil temperaturen sandsynligvis stige med over 3°C frem mod år 2100. En udvikling, der vil have katastrofale følger for mennesker og resten af naturen.

Så vi har travlt. Meget travlt. Og som det lyder i rapporten fra 2019, vil det kræve en transformation af stort set alle dele af samfundet at nå målene i Paris-aftalen: Økonomi, arbejdsmarked, handel, energisektor, fødevareproduktion mm. Og for hvert år vi venter, bliver udfordringen større. Globalt set kunne målsætningen om at reducere udledningerne med 50 pct. i 2030 være nået med 3,3 pct. reduktioner om året, hvis landene var begyndt i 2010. Det gjorde de så ikke.

 

Som det lyder i rapporten fra 2019, vil det kræve en transformation af stort set alle dele af samfundet at nå målene i Paris-aftalen: Økonomi, arbejdsmarked, handel, energisektor, fødevareproduktion mm
_______

 

Begynder de i år, kræver det derfor 7,6 pct. udledningsreduktioner om året. Ser man bort fra det dyk, som coronakrisen kommer til at give, er der ikke meget, der tyder på det – slet ikke nu, hvor verdensøkonomien skal kickstartes. Begynder man først i 2025, vil det kræve 15,4 pct. om året.

Det er tal, og det bliver hurtigt kedeligt, men de er nødvendige at bringe på banen for at understrege, at der ikke er tale om dommedagsprofetier eller klimahysteri, når jeg skriver, vi har travlt – rigtigt travlt – hvis ikke målene fra Paris-aftalen skal smelte som is mellem fingrene på os.

Selvudråbt indehaver i klimaansvarlighed
Derfor var det også løfterigt, da de europæiske befolkninger begyndte at mobilisere sig, særligt efter hedebølgen i sommeren 2018. Pludselig opstod der et folkeligt pres på politikerne for at sætte handling bag de mange pæne og bekymrede ord om klimaet, som har været mainstream politikerreaktion i alt for mange år. Et folkeligt pres, der førte til det såkaldte ”klimavalg” i Danmark i 2019 og efterfølgende den ambitiøse klimalov vedtaget af Folketinget i juni 2020 med deltagelse af næsten alle partier. Pludselig var alle klimatosser – og Danmark endnu en gang selvudråbt indehaver af den grønne førertrøje og verdensmester i klimaansvarlighed. Et forbillede, ja et fyrtårn for verden – når man spurgte regeringen.

Her tre måneder efter klimalovens vedtagelse sidder man tilbage og kan se på, hvordan de flotte ord og ambitioner bliver udmøntet. Desværre har man mest lyst til at tage sig til hovedet, bide hårdt i en pind og kravle sammen i fosterstilling under sofabordet. For alt tyder på, at heller ikke denne gang løfter det politiske flertal ansvaret. Hvad har vi fået?

 

Selvfølgelig skal vi fortsætte med at udvikle klimavenlige teknologier, men at tro vi kan løse alle problemerne på den vis, er nærmest en form for techno-fetichisme
_______

 

En rapport om, hvor meget indfasningen af elbiler vil koste – som ikke regner klimagevinsten med. En aftale mellem klimaministeren og Aalborg Portland om reduktioner af udledningerne, der hverken er bindende endsige lever op til klimalovens ambitioner. En række hjælpepakker og økonomiske initiativer i forbindelse med coronaepidemien, der stort set ikke har medregnet klimaet. En afvisning af at afblæse fortsat olieudvinding i Nordsøen. En fødevare- og klimaminister, der som marionetter fra Danish Crown optræder som klovne på Facebook, mens de udlægger svinekød som værende klimavenligt.

Og mest bekymrende: En statsminister, der nu flere gange har udtalt, at løsningen på det hele skal findes gennem teknologiudvikling, da afgifter og krav vil koste for meget i form af tabt vækst og arbejdspladser. Rationalet er, at vi lige må se tiden an og vente på, at teknologierne bliver udviklet, inden vi kan begynde at løfte de store ambitioner.

Det svarer til at satse på at ville betale sin husleje med næste uges Lotto-gevinst. Selvfølgelig skal vi fortsætte med at udvikle klimavenlige teknologier, men at tro vi kan løse alle problemerne på den vis, er nærmest en form for techno-fetichisme. I en rapport fra EASAC (European Academies Science Advisory Council), gennemgås de forskellige teknologier til at indsamle og lagre CO₂ og det konkluderes meget klart, at på trods af mange års massive investeringer i forskning, er det mildest talt ikke en kurv, man skal lægge alle sine æg i.

 

Det kommer til at koste – sådan er det nu en gang, når man skal gennem hidtil usete samfundsforandringer for at undgå en hidtil uset katastrofe
_______

 

Mere generelt kan man sige, at Statsministerens udmelding placerer sig solidt i den tradition indenfor miljøpolitik, der har eksisteret siden Brundtland-rapporten fra 1987: Klima-, natur- og biodiversitetskrisen er blot en uheldig bivirkning ved en ellers velfungerende økonomi og naturforvaltning, der kan rettes op teknologisk, så vi kan fortsætte vores liv uforstyrret. Vi skal med andre ord stole på teknologien og reformere samfundet, så bliver alt godt.

Men det er ikke nok. Som vist ovenfor, kan vi ikke vente på, at der pludselig dukker en teknologi op, der kan gøre det markant mindre klimabelastende at udnytte fossile brændsler, producere animalsk protein eller bygge i cement. Naturligvis kan de klimabelastende aktiviteter optimeres, men i lyset af udfordringens størrelse, er vi nødt til at være mere radikale. Vi må se på, hvordan vi har indrettet vores samfund. Vi skal ikke reformere, men transformere. Vi skal gennem hidtil usete samfundsforandringer og omlægninger af vores daglige liv, hvis vi skal gøre os håb om at nå målet fra Paris-aftalen.

Transformationen kommer til at koste
Det siger sig selv, at en sådan transformation vil kunne mærkes. Og gør vi det ikke hånd i hånd med en transformation af vores økonomi, vil det kunne føre til endnu større social ulighed, end vi har i dag. Det kommer til at koste – sådan er det nu en gang, når man skal gennem hidtil usete samfundsforandringer for at undgå en hidtil uset katastrofe. Det vil koste penge, arbejdspladser og velstand.

Derfor må vi også fordele de penge, der er tilbage på mere rimelig vis end i dag; vi må fordele de jobs, der er mellem hinanden og vi må først og fremmest have en dialog om forskellen på velstand og velfærd, hvor industrien ikke får det første og det sidste ord. Vi må tale om, hvorvidt den vestlige verdens natursyn, hvor alt omkring opfattes som ressourcer, der kan udnyttes for at tilfredsstille vores behov og præferencer, virkelig er det natursyn, der bedst stemmer overens med vores erfaring af tilværelsen og naturen.

Og vi må indse, at jo længere tid vi bilder os ind og bliver bildt ind, at hyperforbrugsfesten kan fortsætte uden at undergrave vores og tusinder af andre arters livsgrundlag, jo sværere bliver det at se os selv i øjnene og fastholde billedet af os selv som moralske væsener.

 

Desværre har man mest lyst til at tage sig til hovedet, bide hårdt i en pind og kravle sammen i fosterstilling under sofabordet. For alt tyder på, at heller ikke denne gang løfter det politiske flertal ansvaret
_______

 

Regeringens klimapolitik og Statsministerens blinde tillid til teknologiske løsninger er for mig at se et svigt af det folkelige mandat til klimahandling, som regeringen fik ved sidste valg. Og det er et generationssvigt af gigantiske dimensioner, der stjæler vores børns og børnebørns velfærd for at sikre vores egen velstand.

Hvis vi vil være et foregangsland, bliver vi det ikke ved at sidde som alle andre lande og vente på, at en magisk teknologi pludselig dukker op og løser vores problemer. Så bliver vi det ved at begynde at tranformere vores liv og samfund i en bæredygtig retning ved at ændre vores forestillinger om det gode liv. Kun sådan kan vi få mod og lyst til at gå i gang.

Hvis ikke regeringen hurtigt ændrer kurs og erkender problemernes omfang og dybde, tyder alt desværre på, at forfatteren Inge Eriksen får ret i sin profeti fra værket Rummet uden tid: “Vores børn og børnebørn kommer til at vokse op i skyggen af vores moralske forfald.” ■

 

Hvis vi vil være et foregangsland, bliver vi det ikke ved at sidde som alle andre lande og vente på, at en magisk teknologi pludselig dukker op og løser vores problemer. Så bliver vi det ved at begynde at tranformere vores liv og samfund i en bæredygtig retning ved at ændre vores forestillinger om det gode liv
_______

 



Mickey Gjerris (1969) er lektor i bioetik, Ph.d., forfatter, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd (2011-2016). Seneste udgivelse: Upraktisk håndbog i lysegrønt håb (2019). ILLUSTRATION: Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, efter de afsluttede regeringsforhandlinger ovenpå Folketingsvalget i Landstingssalen på Christiansborg, 25. juni 2019 [Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix]