Rasmus Nilsson i RÆSONs nye trykte magasin: Ikke Ruslands. Ikke Vestens. Ukraine og Hviderusland er en verden i sig selv

Rasmus Nilsson i RÆSONs nye trykte magasin: Ikke Ruslands. Ikke Vestens. Ukraine og Hviderusland er en verden i sig selv

22.10.2020


Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Af Rasmus Nilsson

Hvorfor er der altid ballade derovre – i Ukraine og nu i Hviderusland? Er det, fordi Vesten blander sig i en del af verden, der ikke angår os? Skal vi lade russerne tage sig af det – for det er vel alt sammen Rusland, eller deromkring? Eller skyldes balladen måske, at vi blander os for lidt? At vi ikke står sammen med dem, der vil være frie og lykkelige i demokratier som vores? At vi ikke vil slås for det, vi tror på?

Mange hviderussere og en del ukrainere ser sig selv som forbundet med Rusland. Mens mange hviderussere og ukrainere (og ofte de samme!) vil have mere at gøre med Vesten. Men i virkeligheden drejer det sig ikke om, hvorvidt Ukraine og Hviderusland skal være ’med Rusland’ eller ’med Vesten’. Det handler om folk, der i det hele taget vil have lov til at bestemme, hvad der skal ske i deres land. Og dermed om suverænitet og manglen på samme.

Den russiske verden
Rusland har været til stede i det, der i dag er Ukraine og Hviderusland, i hundredvis af år. Midt i det 17. århundrede begyndte herskerne i Moskva at strække riget ud over stepperne mod sydvest og skovene og sumpene vestpå. Det, der gradvist blev til det russiske imperium, var startet som en mindre udpost i skovene, indtil nabolaget blev indlemmet, og herskerne i Moskva kunne begynde at blande sig i Europa. Og netop for at forankre sig i Europa var områder i det, som i dag er Ukraine og Hviderusland, nødvendige. Efter de første alliancer med indbyggere i vores tids Ukraine var det i særdeleshed Peter den Store, der stadfæstede sin rolle som suveræn hersker i Rusland og Ruslands rolle som suveræn stormagt i Europa ved i 1709 at slå Sverige på de ukrainske stepper ved Poltava. Dette var en helt anden slags bedrift end sejrene over enkelte khanater og vidt spredte stammer i Sibirien – Rusland var nu trådt ind på den internationale scene.

Samtidig havde Rusland sine egne planer for, hvad de vestlige dele af imperiet kunne bruges til. De ukrainske områder var særligt vigtige som brohoved til Sortehavet og verdenshavene via Det Osmanniske Rige. Længere nordpå så Peter og hans efterfølgere, såsom Katarina den Store, udvidelser mod vest som bufferzoner, der kunne give kernelandet omkring Sankt Petersborg ekstra sikkerhed i forhold til mulige invasioner fra europæiske konkurrenter.

 

I de sidste måneder af Første Verdenskrig havde tyskerne overtaget de ukrainske og hviderussiske områder og truet Ruslands sårbare kerneland omkring Moskva og Petrograd
_______

 

For at sikre Ruslands suverænitet over de vestlige og sydvestlige territorier var det naturligvis ikke nok at placere militære styrker dér. Sankt Petersborg var tillige nødt til at russificere de lokale befolkninger – men det var på mange måder lettere end russificering andre steder i det russiske imperium. I Kaukasus og i Asien var de lokale folkeslag så forskellige, deres sprog så fremmede fra det russiske, at sameksistens var mere realistisk end assimilering.

Men blandt ukrainere og hviderussere fandt tilknytningen til Sankt Petersborg ofte bedre fodfæste.

Og i takt med at imperiet blev stadigt mere konsolideret i løbet af det 18. og 19. århundrede, blev det stadigt mere tiltrækkende at arbejde i de voksende industrier og tilhørende byer i den vestlige del af imperiet, samtidig med at ukrainere og hviderussere gennem det russiske sprog fik adgang til stadigt mere specialiseret uddannelse og vidtstrakt kultur.

Den udvikling forstærkedes kun i Sovjetunionen i det 20. århundrede. Javel, Moskvas suverænitet var nu vist legitimeret af kommunismen, men for bolsjevikkerne spillede de vestlige områder deres vante rolle. I de sidste måneder af Første Verdenskrig havde tyskerne overtaget de ukrainske og hviderussiske områder og truet Ruslands sårbare kerneland omkring Moskva og Petrograd, som Sankt Petersborg blev omdøbt til i 1914 for så ti år senere at blive til Leningrad. Bolsjevikkerne slog igen, og efter Tysklands nederlag blev ukrainere og hviderussere indlemmet i den bolsjevikiske stat, der dermed kunne strække sig helt ind i Centraleuropa.

Dette betød, at Sovjetunionen ved sin stiftelse i 1922 havde mindst lige så vidtstrakt europæisk indflydelse som det imperie, det afløste. I de ukrainske områder kunne Sovjetunionen opbygge vigtige dele af sin sværindustri, hvilket ikke blot hjalp den sovjetiske økonomi, men også fungerede som udstillingsvindue i bolsjevikkernes forsøg på at overbevise Vesten om kommunismens fortræffeligheder.

Om end de hviderussiske områder var af mindre betydning for Sovjetunionen som helhed, var de dog placeret centralt i forhold til Sovjetunionens rivaler mod vest – Polen samt i stigende grad Nazityskland. Nu lykkedes det ganske vist i 1939 Moskva at aftale en opdeling af Østeuropa med Tyskland, men i den efterfølgende opdeling af Polen havde Sovjetunionen meget lettere ved at håndhæve sin suverænitet over de nyvundne territorier, idet man allerede havde opbygget behjælpelig infrastruktur i de hviderussiske og ukrainske områder.

Da tyskerne så angreb Sovjetunionen i 1941, blev den infrastruktur i høj grad ødelagt. Helt ubrugelige var de vestlige grænselande imidlertid ikke for Moskva, for de hjalp til med at gøre tyske forsynings- og kommunikationslinjer ekstra lange, hvilket i de følgende år hjalp Sovjetunionen til gradvist at opbryde Tysklands indflydelse i Østeuropa og derefter skubbe Den Røde Hær ind i Centraleuropa. De ukrainske og hviderussiske områder havde lidt voldsom skade, men når Sovjetunionen sidenhen skulle fortælle, hvordan man havde vundet krigen, blev ukrainernes og hviderussernes lidelser fremlagt som nødvendige ofre for socialismens overlevelse.

I Den Kolde Krig havde Sovjetunionen gavn af satellitstater i Central- og Østeuropa, dels fordi tidligere fjender som Polen, Rumænien og Ungarn nu var pacificeret, dels fordi de alle sammen var brugbare i forhold til rivaliseringen med USA og amerikanernes vestlige allierede. I Moskva kunne man dog aldrig vide sig helt sikker, så de ukrainske og hviderussiske områder forblev militariserede – og kun tildelt kontrolleret forbindelse til det, der i princippet var udlandet.

Den kontrol forsvandt med Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Moskva havde nu ikke længere kontrol over de ukrainske og hviderussiske områder – Moskva havde knap nok kontrol over de russiske dele af den tidligere Sovjetunion – og de nye regeringer i Kiev og Minsk var åbne for alliancer med Sovjetunionens fjender. De tidlige 1990’ere var lavpunktet for russisk suverænitet i det vestlige grænseland, et kollaps af Ruslands rolle som europæisk stormagt.

Hvad det kollaps betød i praksis, blev klart for Rusland i det følgende årti. I form af NATO og EU rykkede Vesten nu ind i Ruslands interessesfære med løfter om samarbejde og måske en dag medlemskab for Ukraine og Hviderusland. Rusland kunne ikke gøre meget for at forhindre dette – landets magtesløshed var allerede blevet tydeliggjort på Balkan, hvor først Jugoslavien og siden Serbien-Montenegro fik lille gavn af russisk sympati.

Men Ruslands udsigter vendte med Vladimir Putins tiltrædelse som præsident i 2000. Han blev et nyt, mere energisk symbol for Rusland, og han viste særligt i indenrigspolitikken, at han var parat til med vold at overkomme sine modstandere. Men Putin gjorde det også klart fra starten, at han så Rusland som en betydningsfuld del af Europa, og i den forbindelse var Ukraine og Hviderusland mere bindeled end barrierer mod vest – i det omfang at Putins Rusland ellers skænkede de to nabolande mange tanker.

 

Og i dag, i 2020, hvor Hvideruslands indbyggere gør oprør mod deres præsident, som er allieret med Rusland, støtter EU og USA ganske vist demonstranterne verbalt og kritiserer det hviderussiske regime, men man gør ganske lidt for at vælte dette regime og dermed risikere konfrontation med Moskva
_______

 

Det var forståeligt, at krigen mod terror fra 2001 forstærkede disse tendenser – Ruslands opmærksomhed var nu helt vendt mod Vesten og mod Mellemøsten. Men selvom man måske kunne have forventet, at terrortruslen bragte Rusland tættere på vestlige stormagter, udeblev dette ikke blot globalt, men også i Europa. I stedet spredte farverevolutionerne sig på tværs af det tidligere sovjetiske område. Hviderusland blev ikke stærkt berørt, men i Ukraine tabte den russiskvendte regering i 2004 til en kandidat åbenlyst støttet af Vesten. Tydeligvis var det nu USA og EU, der bestemte i Ruslands vestlige grænselande. Eller var det nu også det?

I de følgende ti år opbyggede Putin den russiske stats politiske og økonomiske styrke såvel inden for som uden for landets grænser. I Rusland blev oppositionen jaget bort, retsforfulgt eller overtalt til at slutte sig til regimet. I udlandet blev Ukraine og Hviderusland om muligt stadigt mere afhængige af russisk energi og finansiering – en tendens, der i stigende grad også gjaldt Europa som helhed, hvilket bl.a. blev symboliseret med bygningen af Nord Stream-rørledningen mellem Rusland og Tyskland. At Rusland havde genvundet kontrollen i nabolaget, blev klart i foråret 2014, da russerne tog kontrol over dele af Ukraines territorium – Krim – uden at Vesten kunne forhindre det. Tværtimod lærte Vesten tydeligvis lektien.

Og i dag, i 2020, hvor Hvideruslands indbyggere gør oprør mod deres præsident, som er allieret med Rusland, støtter EU og USA ganske vist demonstranterne verbalt og kritiserer det hviderussiske regime, men man gør ganske lidt for at vælte dette regime og dermed risikere konfrontation med Moskva.

Den vestlige verden
Og det er en god forklaring på, hvor Ukraine og Hviderusland har hørt til før – og skal høre til i fremtiden – i hvert fald hvis man skal lytte til Moskva.

Men man kan også se på Ukraine og Hviderusland fra den anden side – fra Vesten. I hundredvis af år hørte i hvert fald dele af de områder, der i dag udgør de to lande, til Vesten – eller i hvert fald til Centraleuropa. Det var trods alt grundet sin placering på alment europæiske handelsveje, at Kiev Rus, der fra de ukrainske stepper kontrollerede mange af floderne og dermed handelen mellem Østersøen og Sortehavet, for 1.000 år siden begyndte som forgænger til det, der senere blev til østslaviske riger.

De lokale efterfølgere til Kiev Rus på ukrainsk og hviderussisk territorium holdt ikke længe som uafhængige stater. Og det var ikke Rusland, der først og mest tog over. I stedet kom storfyrstendømmet Litauen til at herske hele vejen fra Østersøen til Sortehavet – og i hundreder af år frem. Kan man så sige, at Litauen hørte til Vesten? Ja, det kan man; i hvert fald i det omfang, at riget i stigende grad blev (katolsk) kristent under indflydelse ikke mindst fra polske herskere.

Når vi kommer frem til det 18. århundrede, er Litauen praktisk taget væk, og Polen tillige på vej væk fra den internationale scene – en udvikling, der kulminerer i Polens opløsning ad tre omgange i de sidste årtier af det 18. århundrede. Men det er langtfra kun Rusland, der tager over i de ukrainske og hviderussiske områder. Østrig og sidenhen dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn tager kontrol over det, vi nu kender som Vestukraine, ikke mindst Lwów, der under habsburgerne bliver kendt som Lemberg og i dagens Ukraine er blevet til Lviv.

 

Baltisk nationalisme er ofte nævnt i sammenhæng med Sovjetunionens sammenbrud, men det var, da ukrainerne stemte for uafhængighed, at Sovjetunionen endegyldigt faldt sammen
_______

 

De områder, der i dag findes i Hviderusland, opsluges med Polens opløsning stort set fuldstændigt af Rusland. Men mindet om Polen varer ved, og polske opstande ryster det russiske imperium flere gange i det 19. århundrede. Opstandene slår fejl, men den polske sag for selvstændighed vækker genklang i Vesten, hvor ikke mindst polske adelsfolk i eksil hjælper til med at skabe et billede af Rusland som en tyran, der uretmæssigt har tiltvunget sig suverænitet over områder, der i virkeligheden hører til Europa og dermed til Vesten.

I Østrig-Ungarn bliver modstanden mod russisk kontrol taget et skridt videre i løbet af det 19. og starten af det 20. århundrede. Ukrainsk nationalisme optræder i stadigt mere institutionaliseret grad med – i hvert fald indirekte – støtte fra statsapparatet i Wien, hvor man ønsker at benytte ukrainerne til at udfordre Ruslands kontrol med de ukrainske områder, der er under Moskvas kontrol.

Den plan får ikke så meget held med sig før Første Verdenskrig. Men i takt med at det russiske imperium falder sammen – først militært og økonomisk og sidenhen politisk – rykker dets vestlige modstandere ind i grænselandene. Tyskland når i 1918 at oprette en allieret administration i Kiev, og hvis krigen ikke var sluttet samme år med Tysklands kapitulation, kunne i hvert fald store dele af Ukraine være endt under tysk og dermed centraleuropæisk kontrol.

Ved krigens udgang genopstår Polen, der på sit genvundne territorium nu igen indeholder områder i det, der i dag er det vestlige Ukraine og den vestlige halvdel af Hviderusland. Gennem krig holder Polen det bolsjevikiske Rusland på afstand, og i løbet af 1920’erne og 1930’erne optræder Polen på mange måder som Vestens bolværk mod de sovjetiske planer om verdensrevolution. I den forbindelse udnytter Polen sine nye grænseområder mod Rusland, på samme måde som habsburgerne havde gjort førhen. Man tillader opbygningen af særligt ukrainske nationalistiske organisationer og vender dem mod øst, hvor de skal overbevise deres landsmænd i Sovjetunionen om, at Moskvas herredømme er tyranni.

Anden Verdenskrig sætter selvsagt en stopper for den politik. Polen invaderes i 1939 ikke blot af Tyskland, men også af Sovjetunionen. Da Tyskland så angriber Sovjetunionen to år senere, falder de ukrainske og hviderussiske territorier ganske vist igen helt under en form for europæisk kontrol: det morderiske Nazitysklands. Og få år senere ruller sovjetiske tropper så tilbage over de områder, som Den Røde Hær havde erobret i begyndelsen af krigen, på vej mod Berlin og sikrede dermed Sovjetunionen de facto-suverænitet over halvdelen af Europa de følgende årtier

Ved udgangen af Anden Verdenskrig er hverken britiske eller amerikanske tropper realistisk set i stand til at tage kontrol med Polen. Ved konferencerne i Jalta og Potsdam accepterer de to vestmagter, at de ukrainske og hviderussiske områder, der havde været en del af Polen i mellemkrigstiden, nu skal indgå i Sovjetunionen. Polen kompenseres ganske vist territorielt vestpå (ved at få dele af det overvundne Tyskland), men med Den Kolde Krigs komme lader det til, at Vesten nu har opgivet ethvert forsøg på at vinde suverænitet over Ukraine og Hviderusland.

Med det sagt skal det naturligvis ikke glemmes, at ukrainske (og i mindre grad hviderussiske) eksilsamfund kan findes i Vesten gennem hele Den Kolde Krig. Selvom magthaverne i de vestlige hovedstæder som Washington, London og Paris ikke regner det for realistisk at tage ukrainerne og hviderusserne helt ud af Sovjetunionen, støttes ethvert forsøg på at underminere sovjetisk indenrigspolitisk kontrol med brug af lokale nationalistiske bevægelser. Og da Sovjetunionen endeligt bryder sammen i 1991, sker det ikke mindst grundet nationalisme. Baltisk nationalisme er ofte nævnt i sammenhæng med Sovjetunionens sammenbrud, men det var, da ukrainerne stemte for uafhængighed, at Sovjetunionen endegyldigt faldt sammen.

 

Det kan dog modsat også hævdes, at udfaldet efter 2014 blev en vestlig triumf: Alle de dele af Ukraine, der ikke var besat af russiske tropper, kiggede nu endegyldigt mod Vesten, mod EU og ofte også mod NATO
_______

 

Vesten havde ikke for alvor hjulpet ukrainske og hviderussiske nationalister til at gøre modstand mod Moskva, men da de nye stater erklærer uafhængighed, er man fra Vestens side hurtig til at drage fordel heraf.

Ikke bare sørger man for at få forankret Ukraine og Hviderusland juridisk i det internationale samfund gennem medlemskab af FN, men de to nye stater tilbydes også forøget samarbejde med vestlige organisationer som NATO og EU. Selvom også Rusland får de tilbud, sker tilnærmelsen – i alle tilfælde – på Vestens vilkår. Vesten sætter spillereglerne, mens Ukraine og Hviderusland (og Rusland) for det meste er nødt til at følge trop.

Det ensidige forhold forstærkes kun af, at 1990’erne globalt set står i Vestens tegn. Som Francis Fukuyama hævdede, blev udgangen på Den Kolde Krig vidt og bredt set som ’historiens afslutning’ – det endelige bevis på, at vestlig liberalisme og kapitalisme havde vundet. Under sådanne omstændigheder bevarede Rusland selvsagt stadig en vis kulturel og historisk tiltrækning for ukrainere og hviderussere, men så længe der ikke var tegn på, at styret i Moskva kunne tilbyde en alternativ verdensorden, var det kun et spørgsmål om tid, før Ukraine og Hviderusland endegyldigt blev en del af Vesten.

Som nævnt ovenfor fik Putin fra 2000 øget den russiske stats indflydelse i inden- og udenrigspolitikken. Og herskerne i Kiev og Minsk var personligt, og til dels politisk, afhængige af russisk hjælp. Så Vesten gik uden om dem og direkte til befolkningerne – det faktum, at almindelige mennesker ikke fik megen gavn af regeringsførelsen i Ukraine og Hviderusland, gav grobund for politisk uro.

Den såkaldte ’Orange Revolution’ i Ukraine samlede sig om lokale oppositionspolitikere, men fra Vesten kom vidtstrakt politisk og moralsk støtte til oppositionslederen Viktor Jusjtjenko, som fremtvang nyvalg og efterfølgende valgsejr, efter at han og hans støtter ved det oprindelige præsidentvalg sidst i 2004 havde nægtet at anerkende det hidtidige regimes tvivlsomme påstand om sejr. Vestens støtte var måske ikke afgørende – og det rokkede ikke ved det russiskvendte styre i Hviderusland – men Vestens hensigt om at holde Rusland ude fra disse lande var nu klar.

Til dels kan det hævdes, at revolutionen i Ukraine i 2014 var det endelige resultat heraf. EU havde forsøgt at drage Ukraine nærmere gennem handelsaftaler; en taktik, der i første omgang blev standset af Rusland. Herefter tog vestlige politikere imidlertid indgående interesse i udviklingen i Ukraine, hvor regeringens forsøg på at holde sig tæt til Rusland resulterede i store, langvarige demonstrationer ofte centreret omkring ideen om, at Ukraine skulle ’tilbage til Europa’.

Rusland slog igen, og Vesten mistede indflydelse over dele af ukrainsk territorium, særligt halvøen Krim og dens havneby Sevastopol, som begge blev inkorporeret i Rusland, men også det krigsramte sydøstlige Ukraine. Det kan dog modsat også hævdes, at udfaldet efter 2014 blev en vestlig triumf: Alle de dele af Ukraine, der ikke var besat af russiske tropper, kiggede nu endegyldigt mod Vesten, mod EU og ofte også mod NATO.

 

Endnu en gang følte ukrainere og hviderussere, at de ikke havde nogen suverænitet, der kunne beskytte dem
_______

 

I Hviderusland derimod er situationen i dag mere kompliceret. Og så alligevel – de folk, der siden præsidentvalget i august har gået på gaden for at protestere mod valgfusk, er tydeligvis inspireret af vestlige normer om demokrati og individets værdighed.

Den lokale verden
Fik vi sat Ukraine og Hviderusland på plads? Hvis områderne i de to lande ikke hører til Rusland, hører de i hvert fald til Vesten? Eller hvad? Hvorfor skal Ukraine og Hviderusland i det hele taget høre til den ene eller anden bås? De to lande og deres folkeslag har en lang historie, der netop hverken er russisk eller vestlig, men helt sin egen. Hele vejen fra det førnævnte Kiev Rus, der i hvert i løbet af det 10. og 11. århundrede havde en særskilt position som regional stormagt og bindeled for handel mellem Østersøen og Sortehavet.

Den position blev frataget Kiev Rus først af russiske opkomlinge og sidenhen af mongolske angreb, der i det 13. århundrede hastigt underlagde sig størstedelen af Eurasien. Under mongolerne var det begrænset, i hvor høj grad lokale områder kunne bestemme deres egne affærer. Det bør dog nævnes, at særligt de hviderussiske områder drog en vis fordel ved at indeholde mange skove og sumpområder – terræn, der ikke passede specielt godt til mongolernes rytterstyrede magtudøvelse. Så nogen suverænitet over lokale forhold blev bevaret, til dels også hjulpet af mongolernes tendens til at indkræve skatter og kræve loyalitet fra underlegne folkeslag, men så ellers ikke blande sig i dagligdags begivenheder.

På dette tidspunkt i fortællingen melder sig imidlertid et spørgsmål. Hvem er de ’ukrainere’ og ’hviderussere’, jeg har skrevet så meget om? Hvis området altid havde været under kontrol af ydre magter, hvorfor skulle vi så i det hele taget bekymre os om lokale folkeslag? Det bør vi gøre, fordi ukrainske og hviderussiske selvforståelser udviklede sig tidligt og i hvert fald omkring det 15. og det 16. århundrede havde udmærket sig i religiøse skrifter, såsom Ostroh-bibelen, en af de første længere oversættelser af Bibelen til et østslavisk sprog, fra den vestukrainske by af samme navn, eller de bibelske tekster, der blev trykket af Frantsysk Skaryna, Hvideruslands eksemplariske humanistiske renæssancemand.

Netop religiøse tilhørsforhold fik stor indflydelse på ukrainsk og hviderussisk identitet helt frem til det 19. århundrede. Endnu var det lidt tidligt for almindelige mennesker at bekymre sig om deres forhold til eventuelle nationer. Det, som man lokalt kunne forholde sig til, var religion. Nu var man naturligvis kristen, men hørte man til katolicismen eller til ortodoksien? Ganske vist var lokale adelsfolk ofte katolikker, men bonden så normalt mere fællesskab med de ortodokse naboer mod øst, hvor kirken i Moskva dog forblev langt borte. Et velkendt kompromis blev forsøgt i det nuværende vestlige Ukraine fra 1596 med den såkaldt græsk-katolske kirke, som officielt underkastede sig paven i Rom, men hvis ritualer ellers lignede meget dem, der fandtes i den ortodokse kirke.

Den græsk-katolske kirke og andre kulturelle tiltag, der skulle vise ukrainsk og hviderussisk særegenhed, fik ikke megen succes. I Trediveårskrigen, og sidenhen under Den Store Nordiske Krig, blev områderne i store dele af nutidens Ukraine og Hviderusland lagt øde af hære fra øst og vest. Da disse territorier endeligt blev helt underlagt Rusland sidst i det 18. århundrede, var der ikke megen lokal modstand tilbage mod udefrakommende imperialisme. Javel, ideen om de frihedselskende kosakker forblev hos forfattere, såsom Ukraines nationaldigter Taras Sjevtjenko, men ved begyndelsen af det 20. århundrede var ukrainsk nationalsind som nævnt ovenfor mest noget, man stødte på inden for grænserne af Østrig-Ungarn og ikke så meget inden for Ruslands grænser.

 

I begyndelsen af denne artikel antydede jeg, at den historiske kilde til uro i ukrainske og hviderussiske områder måske skyldes mangel på suverænitet. På intet tidspunkt er dette problem tydeligere end under Anden Verdenskrig
_______

 

Tingene ændrede sig med Sovjetunionens ankomst. Ovenfor antydede jeg, at sovjetisk suverænitet bare var russisk suverænitet i ny skikkelse. Men i hvert fald i løbet af 1920’erne fik ukrainerne, og til dels hviderusserne, støtte fra bolsjevikkerne til at opbygge kulturnationale institutioner. I Moskva håbede man ganske vist, at ukrainere og hviderussere, der identificerede sig med en upersonlig nation, ville finde det lettere også at identificere sig med en upersonlig kommunisme, og det skete til dels også. Men før nationalister så blev slået ned af en blanding af sovjetisk terror og forkludret økonomisk politik, havde almindelige ukrainere og hviderussere fået forståelse for, at de måske nok var beslægtet med, men ikke identiske med, russerne i øst.

Under Anden Verdenskrig blev den forståelse kun forstærket. I såvel Rusland som i Vesten fokuserer man på kampen mellem aksemagterne og de allierede, herunder Sovjetunionen som helhed. Men ikke alle dele af Sovjetunionen led ligeligt under tyske og andre angreb. Målt på relativ dødelighed var de områder, der i dag indbefattes i Hviderusland, de farligste i verden. Og de ukrainske områder var ikke meget sikrere. Ikke blot var områderne beboet af mange fattige jøder (og af slaver, der også var mål for nazistiske udryddelser), men de lå også lige midt på aksemagternes angrebsrute i 1941 – og midt på Den Røde Hærs rute, da den rullede ind i Centraleuropa i 1944.

Og lad os så her lige igen tage fat i spørgsmålet om suverænitet. I begyndelsen af denne artikel antydede jeg, at den historiske kilde til uro i ukrainske og hviderussiske områder måske skyldes mangel på suverænitet. På intet tidspunkt er dette problem tydeligere end under Anden Verdenskrig. Som historikeren Timothy Snyder tidligere har påvist, led særligt de vestukrainske og vesthviderussiske områder under en multibesættelse under krigen. Først tog Sovjetunionen dem fra Polen i 1939, og så tog Tyskland dem fra Sovjetunionen i 1941, før Sovjetunionen så kom tilbage igen et par år senere. Dermed var områdernes suverænitet betvivlet under hele krigen; og det betød, at der ikke var lokalt forankrede magthavere til at tage ansvar for lokalbefolkningen. At så mange ukrainere, hviderussere, jøder og andre døde her, skyldes ikke mindst denne mangel på suverænitet.

Hvilken betydning har det så i dag? Det har meget stor betydning – i og med at de ukrainske og hviderussiske befolkninger med deres dybe historiske forståelse er meget bevidste om nødvendigheden af at bevare deres staters suverænitet.

Fra Tjernobyl til Krim
Umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning havde ukrainere og hviderussere naturligvis ikke andre muligheder end at lade sig indlemme i Sovjetunionen. Her nød ukrainere under Khrusjtjov og Bresjnev rollerne som russernes mest skattede lillebrødre, mens hviderusserne fik tildelt rollerne som partisaner, der havde holdt tyskerne stangen, indtil Den Røde Hær ankom. Selvsagt havde virkeligheden under krigen været noget mere kompliceret, men det gav hviderusserne en rolle i Sovjetunionen.

Under Sovjetunionens forfald og endelige sammenbrud var det ikke forventeligt, at ukrainere og hviderussere ville være særligt aktive i at søge væk fra Moskva. Med det sagt så havde ukrainske nationalister faktisk allerede haft en del aktiviteter mod sovjetmagten i årtier, mens hviderusserne med hjælp af Mikhail Gorbatjovs politik om åbenhed fik stadigt større forståelse for, at ikke kun Tyskland, men også Sovjetunionen havde myrdet hviderussiske nationalister og andre i 1930’erne og 1940’erne.

Og så var der Tjernobyl. Atomkraftværket i det nordlige Ukraine, nær grænsen til Hviderusland, som forulykkede 26. april 1986 og sendte radioaktiv stråling ud over dele af de ukrainske og særligt de hviderussiske områder. Sovjetstyret forsøgte at holde ulykken hemmelig for lokalbefolkningen og var i det hele taget ikke i stand til at hjælpe dem. Endnu en gang følte ukrainere og hviderussere, at de ikke havde nogen suverænitet, der kunne beskytte dem.

Dette kan være med til at forklare, hvorfor Ukraine og Hviderusland (sammen med de andre sovjetrepublikker) erklærede uafhængighed fra Moskva, da Sovjetunionen faldt sammen. Ukraine og Hviderusland fandt det nok en smule lettere at indgå i det internationale selskab, siden de begge havde været FN-medlem (i deres egenskab af sovjetrepublikker) siden 1945. Men i Kiev og Minsk vidste man godt, at folkeretslig status historisk set ikke var garanti for bevarelse af en stats suverænitet.

Derfor benyttede de ukrainske og hviderussiske eliter så 1990’erne til at gøre omverdenen opmærksom på de to nye stater. I Ukraine nægtede man simpelthen at aflevere dele af det militære grej, som Sovjetunionen havde efterladt, før international økonomisk og politisk støtte var modtaget. I Hviderusland vendte man sig, efter at Aleksandr Lukasjenko blev præsident i 1994, mod Rusland, med hvilken man allierede sig, og fra hvilken man fik særligt økonomisk støtte mod løfter om en form for fremtidig genforening.

Det er tvivlsomt, om Lukasjenko nogensinde ønskede, at Hviderusland skulle være en del af Rusland – det er ganske sikkert, at vekslende ukrainske præsidenter aldrig ønskede noget tilsvarende for Ukraine. Men efter at Putin var kommet til magten og gradvist genopbyggede i hvert fald noget af Ruslands tidligere styrke i nærområdet, var ukrainske og hviderussiske eliter – og befolkningerne, de regerede over – nødt til at tage stilling til, hvad de egentlig ville med deres land.

 

Man forsøger i Hviderusland, som i Ukraine, at finde sin egen vej for den suveræne stat, man har konstrueret – på mere eller mindre tilfældig vis – siden 1991
_______

 

Det var på dette tidspunkt ikke tilfældet, at den almindelige hviderusser – eller den almindelige ukrainer (bortset fra i dele af Vestukraine) ønskede at undsige sig Rusland og russerne. Men efter at Rusland blandede sig (med vekslende held) i ukrainsk politik under og efter Den Orange Revolution – og efter at Rusland havde invaderet Georgien i 2008 – blev man i Kiev og Minsk ret sikker på, at hvor meget man end havde tilfælles med russerne, havde man ingen lyst til direkte politiske eller militære indgreb fra Moskva.

Den tendens er kun forstærket efter Ruslands invasion af Ukraine i 2014.

I dag har den almindelige ukrainer (uden for krigsområderne i øst samt Krim) en klar forventning om, at Ukraine skal være en suveræn stat – og at Ukraine dermed ikke skal være afhængigt af Rusland. Sammenlignet med ukrainerne er hviderusserne relativt tættere på Rusland som ide og på russerne som folkeslag. Dette kan fx ses i lokalt sprogbrug. Hviderussisk sprog er anderledes end russisk. Imidlertid taler de fleste hviderussere russisk i dagligdagen, hvorimod ukrainsk for i hvert fald nogle ukrainere i stadigt højere grad er identitetsbærende.

Og det er derfor ikke Rusland, som sådan, den hviderussiske befolkning siden august har gjort oprør mod. Ligesom det heller ikke er Vesten, som sådan, hviderusserne går på gaden for. I stedet forsøger man i Hviderusland, som i Ukraine, at finde sin egen vej for den suveræne stat, man har konstrueret – på mere eller mindre tilfældig vis – siden 1991.

Som denne artikel har vist, er Ukraine og Hviderusland i sig selv værd at beskæftige sig med – ikke kun som slagmark for en uendelig konflikt mellem Rusland og Vesten. Men Ukraines og Hvideruslands historisk snørklede skæbne kan vi også bruge som en prisme, gennem hvilken vi bedre kan forstå Europas udvikling som helhed.

Som artiklen her har antydet, har de to nationer igen og igen befundet sig i historiske brændpunkter, når Europas skæbne skulle afgøres. Jeg hævder, at dette igen er tilfældet i dag. Ikke fordi Europa i de kommende år enten vil bære vidnesbyrd til Ruslands genkomst som supermagt, eller fordi Europa vil blive skueplads for Vestens og det liberale demokratis endelige triumf. Hverken Rusland eller det liberale demokrati har det alt for godt lige for tiden. Men fordi Europa lige nu står ved en skillevej. Amerikas indflydelse er på vej væk fra kontinentet – og Donald Trumps udenrigspolitik er et symptom herpå, ikke årsagen hertil. Rusland selv har voksende økonomiske problemer, der gør langvarige udenrigspolitiske eventyr stadigt mindre realistiske – selv hvis Moskva for en tid ender med at blande sig militært i Hviderusland. Og EU, der som erklæret formål har at sikre Europa mod ufred, kigger stadigt mere indad og har – meget sigende – været næsten handlingslammet i forhold til protesterne i Hviderusland. På ingen konkret måde lægger Bruxelles op til at tilbyde Ukraine og Hviderusland udsigt om medlemskab på noget tidspunkt uanset hvad.

For første gang i deres moderne historie kan man sige, at ukrainerne og hviderusserne har mulighed for at bestemme deres egen skæbne. ■

 

De to nationer har igen og igen befundet sig i historiske brændpunkter, når Europas skæbne skulle afgøres. Jeg hævder, at dette igen er tilfældet i dag.
_______

 



Rasmus Nilsson (1979) er uddannet i russisk og østeuropæisk politik ved Københavns Universitet og ved University College London. Han skrev sin ph.d.-afhandling ved University College London om russiske opfattelser af ukrainsk og hviderussisk selvstændighed. Han har undervist på Københavns Universitet og Aarhus Universitet og har de seneste år arbejdet ved University College London. ILLUSTRATION: Pro-EU demonstranter forsøger i forbindelse med Maidan-protesterne mod den ukrainske regering i 2013 at bryde igennem en politibarikade tæt ved den præsidentielle administrationsbygning i Kiev, 1. december 2013 [Foto: Garanich/Reuters/Ritzau Scanpix]