Søren Kenner:  Før de borgerlige får deres egen fortælling, vinder de ikke magten tilbage

Søren Kenner: Før de borgerlige får deres egen fortælling, vinder de ikke magten tilbage

10.07.2020


Denne artikel bringes i Kommentarserien, som er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er ikke kun coronakrisen og statsministerens dygtighed, der har sikret S så enorm succes. Det skyldes også at regeringen har en klar narrativ. Har Jakob Ellemann-Jensen forstået det? At Venstre ikke (længere) vinder magten ved at tænke som socialdemokrater?

Kommentar af Søren Kenner

SPLITTELSEN OG NEDSMELTNINGEN i den borgerlige blok fortsætter med ufortrøden styrke. Den socialdemokratiske ide om tryghed og fremgang via en stærk og centralistisk formynderstat og en massivt udfoldet velfærdsmodel står uimodsagt hen. Moralen? At Venstre (og det borgerlige Danmark) ikke kan genvinde magten uden at genopfinde den borgerlige fortælling.

De borgerlige partiers udmeldinger er i tiltagende grad reduceret til enkeltsager som muslimske bønnekald eller genåbningen af Zoologisk Have og afslører dyb splittelse omkring grundlæggende brudflader som fx indvandring, integration, nationalisme, globalisering, klima og miljø. Også internt i Venstre øges splittelsen – mellem “team Støjbergs” aktivistiske populisme – der fokuserer på barnebrude, bønnekald, lagkager og smykkelove med eget logo – og Jakob Ellemanns mere konforme og midtersøgende approach, der nemt går i ét med det samme tapet som “højrefløjen” hos Radikale og Socialdemokratiet.

 

Også internt i Venstre øges splittelsen – mellem “team Støjbergs” aktivistiske populisme – der fokuserer på barnebrude, bønnekald, lagkager og smykkelove med eget logo – og Jakob Ellemanns mere konforme og midtersøgende approach, der nemt går i ét med det samme tapet som “højrefløjen” hos Radikale og Socialdemokratiet
_______

 

JAKOB ELLEMANN har vist sig svag –– han havde lige netop kræfter nok til at sætte Kristian Jensen på plads, da denne “kørte solo” men er tydeligvis hverken i stand til at tøjle Lars Løkke Rasmussens gentagne soloridt i BT eller Støjbergs åbenlyse ligegyldighed overfor den linie, Ellemann uden succes forsøger at etablere.

I blå blok lader det liberale vindpust, der for et par år siden gjorde sig synligt i form af Liberal Alliances krav om økonomiske reformer, en mindre stat og øget personlig frihed, til endegyldigt at være lagt i graven til fordel for en konkurrence om hvem, der kan være strammest på indvandring, islam og ideen om, at Danmark står på en brændende platform. Det er en konkurrence som Nye Borgerlige ikke overraskende klarer bedst –– qua en fremragende kommunikationsindsats, en usædvanlig retorisk velbegavet leder og en evne til at snuse sig frem til folkedybets laveste fællesnævner som man vel kun har set mage til hos Pia Kjærsgaard i hendes storhedstid. Kristian Thulesen Dahl er tydeligvis overmatchet. Alex Vanopslagh er stillet ud på sidelinien: Og de Konservative glimrer ved deres nærmest fuldkomne fravær.

Oven i denne ret giftige cocktail kommer så Mette Frederiksens formidable evne til at spille partierne ud mod hinanden, indgå aftaler på kryds og tværs og samtidig fremstå som en vis og altfavnende “moder Danmark”, der nærmest uimodsagt slipper afsted med en nærmest grotesk opvisning i magtfuldkommenhed rangerende fra udskiftningen af væsentlige ministeriers kommunikationsansvarlige med trofaste “partisoldater, en Covid-19-nedlukning sanktioneret på en løgn om at det var “sundhedsmyndighedernes anbefaling” – og senest: optakten til en energiaftale til mange hundrede milliarder kroner, hvor Folketingets øvrige partier først fik tilsendt de flere hundrede siders sagsakter få timer inden mødets afholdelse.

REGERINGENS STRATEGI skaber turbulens og dét har forskudt magten. Covid-19-krisen har tydeligvis øget befolkningens behov for tryghed, de borgerlige partiers krav om hurtigere og mere resolut genåbning er ikke blevet vel modtaget og i skrivende stund bakker mere end en tredjedel af vælgerne op om Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, mens de borgerlige partier for nuværende har en opbakning blandt vælgerne der er så lav, at man skal mere end 20 år tilbage for at opleve noget lignende.
 

Regeringens strategi skaber turbulens og dét har forskudt magten
_______

 

MEN HVAD SKAL DER SÅ TIL for at vende det billede–––og har Jakob Ellemann og Venstre og de borgerlige partier i øvrigt overhovedet en jordisk chance for at få vendt udviklingen?

I min optik er første skridt at Venstre indser, at løsningen på denne krise for det borgerlige Danmark ikke er at forfølge den “Hjortske strategi” og placere sig stadigt tættere på socialdemokratiet i håb om at flytte vælgere “henover midten”. Problemet med denne strategi er, at den rummer en implicit erkendelse af det socialdemokratiske narrativ om den store formynderstat som den eneste rigtige måde at skabe et godt samfund på.

I stedet burde man tage og tænke over om ikke der findes et alternativt borgerligt narrativ, der kan overbevise vælgerne om at den socialdemokratiske praksis ikke er den eneste gangbare måde at indrette samfundet på. Ethvert borgerligt initiativs fornemste opgave må være at medvirke til at sikre alle borgere de bedst mulige rammer for at leve gode liv: Vi vil ikke alle det samme – men vi vil alle have gode liv. Dét bør være udgangspunktet.

Ethvert borgerligt initiativs fornemste opgave må være at medvirke til at sikre alle borgere de bedst mulige rammer for at leve gode liv
_______

 

En skitse til et muligt borgerligt narrativ – som Venstre vil kunne bruge til at samle resterne af blå blok, skabe intern fred og udvikle et svar på den socialdemokratiske omkalfatring – bør rumme stillingtagen til de følgende områder:

1. Tryghed: Hvordan sikrer man rammerne for tryghed for alle borgere –– fx via socialt sikkerhedsnet, adgang til uddannelse og sundhedsvæsen men også i form af evnen til at sikre at man kan færdes trygt overalt i landet på alle tider af døgnet?

2. Muligheder: Hvordan sikrer man rammer, der gør det muligt for den enkelte (eller for den enkelte familie) at leve et godt liv med stor valgfrihed, som sikrer at flid belønnes med god indtjening og som gør det let for den enkelte at opnå en god levefod for sig selv og ens familie?

3. Tillid til systemet: Hvordan sikrer man at borgerne kan have tillid til staten, til at politikere ikke går på skovhugst i folks pensionsopsparinger, gør det ødelæggende dyrt at være husejer eller ændrer reglerne for videresalg af solenergi i vadestedet?

4. Evne til at prioritere. Borgerlige vil gerne have et stærkt civilsamfund – samtidig vil de fleste også gerne have en velfærdsstat, der fungerer. Men formynderiet må ikke tage overhånd og det må projektmageriet heller ikke. Hvordan skal borgerne kunne stole på, at regeringen kan prioritere statens indsats, så der fokuseres på de områder, hvor der for alvor leveres gavn og værdi til borgerne? Man skal nok ikke spare ved at grønhøste, man skal spare ved at droppe de tiltag, der ikke rigtig skaber nogen værdi såsom aktivering, detailstyring af sundhedsvæsnet eller for den sags skyld den komplet uoverskuelige mængde regler på områder som skat, arbejdsmarked og social sikring. Mindre kan gøre det og med enklere administration og færre omkostninger som resultat. Samtidig bør man interessere sig for i tiltagende grad at konkurrenceudsætte offentlige services og ydelser, fordi konkurrence som bekendt øger kvalitet og sænker priser.

5. Dygtighed til at forvalte: Den offentlige sektor er et “selskab” med 800.000 ansatte og ikke synderligt effektivt. Hvordan kan borgerne få tillid til at regeringen kan løse den ledelsesmæssige og administrative opgave bedre? Målet bør være at borgerne får mere for deres skattekroner, ikke ved at de offentligt ansatte skal løbe sig en staver i livet, men ved at man sikrer decentraliseret dygtig ledelse, der er god til at optimere processer, fyre dårlige medarbejdere og belønne gode, og konkurrenceudsætte leverancen af ydelser og services til borgerne.

6. Realisme i forhold til klima og miljø: De fleste borgere vil gerne passe godt på miljøet og sikre sig mod voldsomme klimaforandringer –– men hvordan sikrer man, at de tiltag man beslutter er realistiske og fornuftige og med gevinster, der står mål med indsatsen? Der kan ikke være så svært at dokumentere, at den klima- og energipolitik Socialdemokratiet foreslår er for meget symbolik og for få opnåede resultater pr. investeret krone.

7. Et fællesskab, der både forpligtiger og tolererer. Som borger skal man vide, at man er en del af et forpligtigende fællesskab, men også at det er et fællesskab med meget højt til loftet, en stor grad af tolerance og respekt for forskellige måder at leve livet på –– og at man som en del af den “borgerlige fortælling” ikke bliver udsat for den samme “ensretning” eller “one size fits all” som man gør hos socialdemokraterne og længere til venstre.

DISSE SYV PUNKTER kan danne udgangspunkt for en borgerlig fortælling, der så igen kan give svaret på de fleste spørgsmål om hvad fornuftig borgerlig politik er. Altså: En fortælling. som kan forklare ønsker om fx lavere skat eller mere effektivitet på en måde, så man som borger fuldt ud forstår fordelene.

GRUNDEN TIL AT Socialdemokratiet sidder så sikkert på magten pt., er nemlig ikke kun coronakrisen men i høj grad også, at de har mestret at bygge en sammenhængende fortælling, der giver borgerne en klar ide om, hvad det er, de får og hvad de kan regne med. Denne fortælling adskiller sig fra den mulige borgerlige fortælling – og lige nu har den samtidig den store fordel at den er klar og tydelig og fuldstændig til at forstå.
 

Grunden til at Socialdemokratiet sidder så sikkert på magten pt., er nemlig ikke kun coronakrisen men i høj grad også, at de har mestret at bygge en sammenhængende fortælling, der giver borgerne en klar ide om, hvad det er, de får og hvad de kan regne med
_______

 

HVIS DET BORGERLIGE Danmark vil gøre sig håb om at komme tilbage til regeringsmagten er man nødt til at sætte sig ned og enes om at kunne det samme – men på egne præmisser. Man kan ikke vinde på, som Jakob Ellemann udtrykker det, at være “det store dyr på savannen”. Det kan man til gengæld ved at kunne overbevise borgerne om, hvordan man kan sikre de bedst mulige rammer for et godt liv for alle.

I den bedste af alle verdener satte Jakob Ellemann sig ned sammen med lederne af de øvrige borgerlige partier med det formål i fællesskab at bygge et manifest, der forklarer landets borgere hvordan et stærkt civilsamfund under kyndig borgerlig ledelse kan og vil lede til bedre liv for alle borgere – og så lancerede man det helt generelle bolværk af holdninger, udfra hvilket man forholdt sig til den socialdemokratiske regerings udspil. Et bolværk, hvor man tog hinanden i ed på at bakke op om alt, der peger i den rette retning i forhold til dette nye borgerlige narrativ og at modarbejde alt, der ikke gør det.

MEN DET ER i den bedste af alle tænkelige verdener. I den virkelige verden vil det sikkert ende med at Jakob Ellemann fortsætter med at være handlingslammet og at LA laver genåbning af værtshuse efter midnat til en ny mærkesag mens Nye Borgerlige, Inger Støjberg og Naser Khader enes om endnu en måde at svine indvandrere til på i nationalismens navn. Alt dette mens Mette Frederiksen sidder trygt på tronen, indretter nationen som hun ønsker og sikkert godter sig over oppositionens fuldstændige fravær af handlingsparathed og evne til at overbevise landets borgere om, at der findes et troværdigt alternativ. ■

 

I den virkelige verden vil det sikkert ende med at Jakob Ellemann fortsætter med at være handlingslammet og at LA laver genåbning af værtshuse efter midnat til en ny mærkesag mens Nye Borgerlige, Inger Støjberg og Naser Khader enes om endnu en måde at svine indvandrere til på i nationalismens navn
_______

 


Denne artikel bringes i Kommentarserien, som er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Søren Kenner (f. 1962) er iværksætter og samfundsdebattør. Stifter/medstifter af blandt andet Concordium (blockchain), Sparrow Quantum (quantum computing), Zecco (online trading platform), Hello Group (reklamebureau) og Medialog (reklamebureau). Medstifter af Liberal Alliance og tidligere formand for partiets visionsgruppe. Tidligere marketingdirektør i Saxo Bank og tidligere CEO McCann Ericsson MRM EMEA. Medforfatter til bogen OFFLINE med Imran Rashid. Bosiddende Cambridge, UK. ILLUSTRATION: Jakob Ellemann-Jensen (V) under afslutningsdebat 22. juni 2020 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]