Stine Bosse: Merkel har muligheden for at samle Europa efter coronakrisen – ellers står Kina klar til at købe op

Stine Bosse: Merkel har muligheden for at samle Europa efter coronakrisen – ellers står Kina klar til at købe op

02.07.2020


Merkels Tyskland, der i 80 år var afvisende overfor gældsætning, går nu forrest i kampen for Europa. Det er ikke bevidstløst – tværtimod: I Tyskland er man klar over, at alternative scenarier, hvor fx Italien kollapser, vil være Unionens endeligt. Samtidig står Kina klar til at købe op – så ikke bare havnen i Piræus, men hele Middelhavsområdet risikerer at blive domineret af kineserne.

Denne artikel er, som alle indlæg i Kommentarserien, gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Stine Bosse, formand for Europa-Bevægelsen

CORONAKRISEN HAR VIST OS ALLE, hvor sårbare vi er i en tid, hvor de globale kriser står i kø. Dette har økonomer, biologer og samfundsforskere vidst længe. Nu ser vi for alvor, hvordan end ikke store lande i Europa kan opretholde noget, der minder om tryghed for egne borgere, uden et stærkt og forpligtende samarbejde.

Det er efter min mening betryggende at se følgende dagsorden materialisere sig i EU: Fælles bestræbelser på at komme ud af den økonomiske tsunami i form af store hjælpepakker og lånemuligheder. Der er netop brug for en stærk økonomisk indsprøjtning. Samtidig skal vi lære af det, vi ikke havde styr på i fællesskab, da coronapandemien ramte. Vi skal have et stærkere og mere innovativt Europa med prioritering af teknologi – især hvor den kan kaldes kritisk infrastruktur.

Af finanskrisen lærte vi alle, at sparepolitikken ikke altid er løsningen, og at økonomisk forståelse fra tidligere tider ikke lader sig overføre én til én til vores tid. Tyskland, der siden den ekstreme inflation før Anden Verdenskrig har været beton-agtigt afvisende overfor gældsætning, går nu forrest i kampen for Europa. I kampen for et stærkt fælles marked også efter coronakrisen. Det er ikke noget, Tyskland gør bevidstløst – tværtimod. Regningerne skal jo betales af fremtidige generationer, og i Tyskland er man klar over, at alternative scenarier, hvor fx Italien kollapser, vil være Unionens endeligt. Samtidig står Kina klar til at købe op – så ikke bare havnen i Piræus, men hele Middelhavsområdet risikerer at blive domineret af kineserne.

Det fælles marked med fri bevægelighed er grundstenen i vores velstand, velfærd og samhørighed, og det skal genetableres fuldstændigt. Social sammenhængskraft, social sikkerhed og solidaritet er hjørnestenen i et fair Europa. Mange har oplevet – og mange vil opleve – sociale problemer i kølvandet på covid-19. En sund kontrakt mellem generationerne samt uddannelse og træning er vigtige værktøjer for at dæmme op for eftervirkningerne.

 

Der er nu 80 millioner fordrevne mennesker i verden, som ingen med samvittigheden i behold kan vende ryggen
_______

 

ET FORSTÆRKET FÆLLES GEOPOLITISK FOKUS er også nødvendigt, og her kommer relationerne til både USA og Kina på dagsordenen – og pudsigt nok kommer forholdet til Storbritannien også under dette punkt. Vi skal tænke på vores sikkerhed. Det betyder, at vi skal tage udgangspunkt i europæiske værdier såsom individets rettigheder og dets frihed, men også retssamfundene skal beskyttes. Grænseoverskridende kriminalitet skal naturligvis bekæmpes.

Og det er tid til at få gennemført migrationsdagsordenen fra 2015. Hverken problemerne eller løsningerne er fundamentalt forandrede – men dagsordenen er endnu vigtigere nu end dengang. Selvom vi måske glemmer det, fordi coronakrisen har overtaget al fokus, så er flygtningekrisen langt fra løst. Der er nu 80 millioner fordrevne mennesker i verden, som ingen med samvittigheden i behold kan vende ryggen. Lad mig starte denne diskussion med to disclaimers, der desværre altid er nødvendige, når snakken falder på migration. For det første: Nej, vi kan ikke have alle verdens udsatte og fordrevne boende i Danmark. Og nej, ikke alle migranter er flygtninge, der kan opnå asyl.

Når det gælder mulige løsninger på flygtningekrisen, er coronakrisen desværre med til at skubbe i den forkerte retning. Vi kan alt andet lige ikke længere sige, at vi har et økonomisk råderum, der kan komme verdens mest udsatte til glæde og gavn. Hvis vi ikke var motiverede før, så er vi det i endnu mindre grad nu. Men hvis vi vil skabe et fælles asylsystem, kan vi naturligvis det. Det vil kræve helt ændrede regler: Stærke ydre grænser og som minimum et stærkt fælles tilsyn, forudsat at man i første omgang opretholder lokalt myndighedsansvar. Danmarks forbehold på asylområdet ville umiddelbart stå for fald, men omvendt vil der vise sig nye muligheder for egentlige løsninger. Asylsystemet skal opdateres, så vi sammen sikrer effektiv og ordentlig asylsagsbehandling ved de ydre grænser. Der skal indføres en fair fordeling af dem, der opnår asylstatus, mellem EU-landene. Derudover skal en returrejse til hjemlandet (eller seneste transitland) med dem, der får afslag, sikres. Endelig: Det er nødvendigt for EU at investere i Afrika – både så incitamentet til at flygte dæmpes, og så Kina ikke løber med alt på det afrikanske kontinent. Hvad er i grunden alternativet? Jeg har endnu ikke hørt om nogen bedre løsning, og den nuværende regering ligger da også bemærkelsesværdigt tæt på denne model.

 

Hvad er i grunden alternativet? Jeg har endnu ikke hørt om nogen bedre løsning, og den nuværende regering ligger da også bemærkelsesværdigt tæt på denne model
_______

 

DET VÆRSTE, man kan gøre, er at overse de muligheder, en krise også rummer for at løse svære udfordringer. Hvis ’Mutti’ [Angela Merkel, red.] lykkes med sin plan for de næste måneder, så kommer Europa styrket tilbage – overfor både USA, Kina, Storbritannien, Rusland og Tyrkiet. Det er tid til sammenhold.

Lad os håbe, at de kommende måneder bringer os bare lidt tættere på en løsning af de kriser, vi endnu er midt i, og som kalder på én ting mere end noget andet: Fællesskab. Ingen – og heller ikke Tyskland og Frankrig sammen – kan klare disse udfordringer på egen hånd. Nye kriser viser os tydeligt, hvor forbundne vi de facto er. 800.000 arbejdspladser i Danmark er forbundet med eksport. 65 pct. af disse er forbundet til EU’s indre marked. Vi kan ikke tale meningsfyldt om ’genåbning af Danmark’, bare fordi frisøren igen er åben og børnene går i skole. For Danmark – som for alle andre lande i Europa – er den reelle økonomiske nedlukning først forbi, når vi igen har åbnet først og fremmest Europa og siden resten af Verden. ■

 

Ingen – og heller ikke Tyskland og Frankrig sammen – kan klare disse udfordringer på egen hånd
_______

 




Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for BankNordik og TelePost Greenland. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet. [foto: pressefoto]

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere